Hej Ricko
Håber det ikke er for langt :-) men vi har også oplevet meget.
Malaysia (Kuala Lumpur, Taman Negara, Perhentian Island, Østkysten)
Vi takker for en skøn og spændende rejse. Vi føler, at vi hele vejen igennem har fået god og professionel vejledning af såvel Unique Travel og Sawan Travel. Selve bestilling, betaling og gennemførelse af rejsen forløb uden overraskelser og problemer og turen til Malaysia levede op til vores ønsker og forventninger. Informationsmaterialet, som vi fik forud for turen, var absolut brugbart. Vi ville gerne have haft endnu mere af det.
Kuala Lumpur:
- Kuala Lumpur er en multikulturel storby, hvor de forskellige befolkningsgrupper og religioner lever side om side. Byen har ikke mange spektakulære seværdigheder, men med sine templer, moskéer, mondæne centrum, Chinatown og Little India, så er byen en kulturel oplevelse i sig selv.
- Den største seværdighed er nok Petrona Towers. Vi købte billetter hjemmefra, hvilket viste sig at være en rigtig god idé, da de ellers ville have været udsolgte. Vi tog turen op i tårnene ved solnedgang, så vi kunne nyde den enestående udsigt både i dagslys og i aftenmørket. Tårnene er utrolig smukke både indefra og udefra. Afslutningsvis så vi det mest fantastiske springvand-lys-show til romantisk musik af Sting. En god afslutning på en dejlig dag.
- Vi besøgte også den nationale moské, som er et ganske flot og stilfuldt bygningsværk. Kvinder skal være fuldstændig tildækkede før de må komme ind i moskéen. Vi medbragte selv lange kjoler og bluser og kunne derfor nøjes med at få udleveret et tørklæde til håret. Dette gjorde, at vi kunne springe køen over. I moskeen var der unge frivillige muslimer, der beredvilligt fortalte om moskeen og deres muslimske tro. Den unge pige, som kom hen til os, var utrolig sød og sympatisk.
- Fugleparken og Batu Caves var en tur værd, men hører nok ikke til verdens største turistoplevelser. Det var dog i Batu Caves, at vi så de eneste aber på turen. Aberne var temmelig scenevante, men faktisk sjove og søde og ikke nær så pågående som frygtet. Fugleparken var flot anlagt, og vi så da også nogle meget interessante skabninger.
- Vi benyttede udelukkende offentligt transport for at komme rundt i Kuala Lumpur. Det var både nemt og billigt.
Taman Negara:
- Turen var rigtig god og sjov og svarede fuldstændig til det, som Rico beskriver i sin folder. Måske bør man dog også tilføje, at Taman Negara, ud over at være et naturreservat, også er turisme. Men på den anden side, så er det jo også den professionelle tilgang til turisme, der sikrer, at man får set og oplevet præcist det, som man er kommet for. Guiderne var engagerede og gjorde deres bedste for at vi fik det optimale ud af turen. Oplevelser var der mange af. Men en enkelt erindring står dog særligt tilbage, nemlig en badetur i Junglens flodbred. Det var ret grænseoverskridende at kaste sig ud i det okkerbrune flodvand. Men bunden var fin og vandet frisk og dejligt. Under vores ophold overnattede vi på Rainforest Resort. Forholdene på stedet er ok, men måltiderne på den flydende restaurant var bestemt ingen Gourmetoplevelse; men det er jo heller ikke det, man kommer her for. Hvis man er til kylling og ris, så får man rig lejlighed til at mætte sig i det. Store dyr så vi ikke mange af, egentlig kun vandbøfler under indsejlingen til junglen. Et par rådyr blev det dog også til under natjungle turen. Til gengæld fik vi set en del kryb; til og med en kakerlak i risen. Man skal ikke være for sart sådan et sted. Men langt det meste kryb, inklusiv de store edderkopper, holdt sig artigt til deres anviste plads i junglen; så hele familien klarede turen i fin stil, selv de mest krybforskrækkede medlemmer af familien.
Perhentian Island:
- Perhentian Island var nok turens højdepunkt. Efter at have svedt i storbyens jungle og dernæst i Regnskoven, så trængte vi alle sammen til lidt afslapning ved stranden. Og stedet levede da også op til vores forventninger. Abdul´s Chalets var et pragtfuld sted. Vi vil give Rico ret i, at det må være øens bedste og mest hyggelige sted. Priserne er lave og atmosfæren afslappet. Både hytter og restaurant har en god beliggenhed og stedet er ideelt som udgangspunkt for små ture til vands og til fods. Snorkelforholdende på øen er superbe, og vi fik set utallige fiskearter, inklusiv revhajer og kæmpeskildpadder. Vi benyttede os af muligheden for at tage speedbåden til de bedste snorkelsteder, hvilket kun kan anbefales. Vi var også ude at vandre i junglen, hvor vi fik set lidt småkryb, men også et par kæmpe veraner.
- En ekstra bonus var, at vi var i dejligt selvskab med andre danske gæster, som ligeledes var rejst med Unique Travel. Det blev til mange gode hyggetimer, før vi skiltes igen.
Østkysten: (Ulek Beach Resort, Kuala Terengganu)
- Den sidste uge af vores ferie tilbragte vi på østkysten nær Dungun. Vi boede på Ulek Beach Resort, som var et meget autentisk malaysisk ferie resort. Østkysten er mindre turistet end vestkysten og befolkningen er overvejende muslimsk. Vi besøgte stedet midt i Ramadanen, hvilket betød, at der var lukket ned for de fleste aktiviteter. Det var næsten en smule kedeligt at være de eneste turister i området og på resortet; men det var samtidig også en meget intens oplevelse. Ulek Beach resort er et godt udgangspunkt for de forskellige seværdigheder i området. Det skal dog siges, at seværdighederne ligger temmelig spredte i dette område og at afstanden hurtigt bliver til 100 km. Man må derfor påregne en del taxatransport, da resortet ikke i sig selv byder på megen underholdning udover den relativt lille swimmingpool. Da turismen håndteres mindre professionelt på østkysten sammenlignet med resten af Malaysia, så var det lidt en udfordring af få arrangeret vores udflugter. Vi hyrede en chauffør og en guide gennem hotellet, men sprogproblemer gjorde, at vi den ene dag missede vores destination. Det blev der dog rettet op på dagen efter, omend ikke med fuld økonomisk kompensation for den ekstra taxatur.
- Resortet har en rigtig god kok. Hun led og sled i køkkenet i sommervarmen, vel og mærke uden mad og drikke. Alligevel formåede hun at fremtrylle den mest overdådige Ramadan aftenbuffet. Buffeten var velbesøgt af den lokale befolkning og det var også en interessant oplevelse for os at se muslimerne kaste sig over maden så snart gong gongen har lydt. Vi fik smagt på mange lokale specialiteter, hvor nogle af retterne var meget lækre, mens andre nok mere hørte hjemme i kategorien særpræget.
- Som navnet antyder, så ligger Ulek Beach Resort tæt ved stranden. Dog er badning forbudt på selve stranden udenfor resortet. Desuden var der måske også lidt for meget affald på stranden for vores smag. Ca. 10 minutters kørsel derfra, kan man til gengæld finde den mest pragtfulde strand, hvor de lokale efter sigende holder picnic. Der var dog ingen andre personer end os på stranden, sikkert på grund af Ramadanen. Men også på denne strand var der opsat skilte, der fraråder badning. Vi tog dog chancen og smuttede ud i bølgerne. Vi gik ikke længere ud i havet end til navlen. Havet virkede fredsommeligt og der var ingen understrøm. Det var det skønneste badevand med dejlig sandbund og bløde, mellemstore bølger.
- Højdepunktet var turen til Monica Bay, hvor vi sammen med en guide og midt om natten så kæmpeskildpadder komme i land og lægge æg. Desuden fik vi lov til at hjælpe nyligt udklækkede skildpaddeunger tilbage til havet. Det var en utrolig spændende oplevelse at følge skildpadderne i deres æglægnings proces. Vi var en lille gruppe på syv personer (vores familie på fem + to malaysiske turister). Det betød, at det virkelig blev en intens oplevelse.
- Næste aften/nat var vi på en sejltur i junglen, hvor vi så millioner af ildfluer (fireflies) i træerne. Igen var vi de eneste turister på floden og vi gled lige så stille og fredfyldt gennem nattemørket. Også det var en meget smuk og meget tur, som vi sen vil glemme. (Tip: Fireflies ses bedst, når det er nymåne, altså i relativt mørke.)
- Efter et par dage følte vi, at vi trængte til lidt mere liv og flyttede til et hotel i byen Kuala Terengganu. Vi så krystal moskéen, som er utrolig smuk udefra. Men selv her i storbyen var der mere eller mindre lukket ned for turismen pga. Ramadanen; så de sidste to dage i byen blev lidt lange. Vi boede på et enkelt, men relativt nybygget muslimsk hotel ved navn, Grand Puteri Hotel, som bestemt kan anbefales, især på grund af prisen og den centrale beliggenhed. Hotellet ligger overfor en moske. Vi fik derfor glæde af de lange og intense Ramadan aften- og morgenbønner. Men det forstyrrede os nu egentlig ikke, for det var jo charmen ved denne tid og denne del af landet.
- Som det nok fremgår af vores beretning, så var det en speciel oplevelse at besøge den østlige del af Malaysia i Ramadanen. Vi ville måske have oplevet lidt mere, hvis vi var kommet udenfor Ramadanen, men Ramadanen var en oplevelse i sig selv; og hvis man værdsætter ro og intimitet, så er det jo lige tidpunktet. På trods af den fysiske udmattelse og sløvhed der følger med Ramadanen, så har vi sjældent oplevet et venligere folkefærd end muslimerne i Malaysia. Desværre var der kun få malayer ved østkysten, der kunne tilstrækkeligt godt engelsk til at man kunne føre en samtale med dem.
Med venlig hilsen
Christina