Hej Ricko,

Tak for din mail - og ikke mindst tak for din hjælp i forbindelse med planlægningen af en fantastisk spændende tur.

Jeg har tidligere rejst rigtig meget, men det er sjældent at jeg har følt, at man har kunnet læne sig helt tilbage og bare være sikker på at det hele klapper.
Det kunne jeg på denne tur og det har været super dejligt !  Man bliver lidt varm om hjertet, når man tager om på den anden side af jorden og finder en mand i en lufthavn med ens navn på et papskilt.
Han står der trofast, destination efter destination - også selv om nattoget er 2 timer forsinket. Han står stadig og venter, nøjagtig som det er aftalt 3 måneder tidligere... Det er flot !

Vi har haft en vildt spændende tur og jeg føler mig godt "læst" i mikset mellem byliv i Bangkok, wildlife i regnskoven og strandliv i Malaysia.

Our Jungle House er et helt igennem fantastisk sted, men jeg ville gerne have mikset det med en overnatning eller to på tømmerflåde-hytterne på Cheow Larn-søen. Vi var derude en dag, men jeg ville gerne have sovet der. Det ville jeg tage med i planen, hvis jeg skulle gøre det om.

Abduls Charlets på Perhentian Islands var også et fantastisk sted, hvor man kommer HELT ned i gear. Man spiser elendigt, men der er jo tid nok til at sjoske andre steder hen... :-)  Og mørket og varmen i tropenætterne på stranden er så silkeblødt at man bare MÅ tilbage engang...

Efter Abduls tog vi til Kuala Lumpur på hjemvejen. Det var hårdt at komme til en storby igen. Kuala Lumpur er mere spændende end jeg egentligt havde forventet, men det var svært at rumme larm, by, chinatown og indkøb ovenpå den totale afslapning på Abduls palmestrand, hvor man kunne ro i kajak med havskildpadder til bagbord.

Bangkok i starten af turen var helt perfekt. Jeg er enig i, at cykelturen er et must. Stor oplevelse - men det er sejlturen på klongerne også. Og når der pludselig står en sprællevende varan på 1,50 meter lige ved siden af båden - så er man altså kommet meget langt væk hjemmefra...

Jeg har allerede inden vi tog afsted reklameret vidt og bredt for din hjemmeside til venner og bekendte - og min begejstring er ikke blevet mindre efter turen.
Jeg har kun den største ros til både dig og Sawan og er helt sikker på at jeg kommer tilbage til dig ved en senere lejlighed :-) 

Tak for nu og fortsat god sommer !


Mange hilsener

Claus Jensen