Hej Ricko,  

Mange tak. Alt klappede ift. afhentning i lufthavn, hoteller, resorts, toge, udflugter, færger, speedbåde osv.

Vi havde nogle super spændende dage i Bangkok med klongturen og cykelturen. Ibis var et fint hotel ift. det kun var 2-stjernet med god central placering. Dog var der mange taxaer der ikke kendte det, da det vist var ret nyt.

Our Junglehouse i Khao Sok var en stor oplevelse og virkelig flot natur. Personalet var flinke og de lavede lækker og billig mad.

Vi havde en del dyr i hytten om aftenen (firben, frøer, mus osv.), men heldigvis ingen slanger eller edderkopper som vi havde været lidt nervøse for. Det fungerede super fint med det store myggenet der var spændt ud over sengen og badeværelset var fint. Vores Overnight Laketrip var en stor naturoplevelse som kan anbefales. Dog var vi ikke opmærksomme på, at vi efter ankomsten til hytterne skulle på en 4 timers vandretur igennem junglen, som var en smule krævende for piger.

Men det var et flot sted vi overnattede i simple hytter med myggenet og faktisk ok toiletforhold på land. Vi var desuden på en bådtur om natten, og en igen om morgenen for at se aber, ørne, ugler osv. Begge var super gode oplevelser.  

Sensi Beach Resort på Koh Tao var fantastisk lækkert og lige hvad vi havde brug for efter junglen. De har det mest venlige og varme personale, lækker mad, privat strand med koralrev og lækre hytter. Det er ikke sidste gang vi har været der. Vi tog dykkercertifikat på Ban’s Diving Center ca. 20 min gang fra vores resort. Det kan klart anbefales og vi havde bestilt dansk dykkerinstruktør hjemmefra.  

Perhentian var som taget ud af et postkort og hytten ned til vandet på Abdul’s Chalet var rigtig fin. Personalet var dog langtfra som på Sensi Beach og maden var So-So. Det var dog også hvad vi havde fået at vide hjemmefra og ganske rigtigt var der bedre mad på Tuna Bay. Vi lejede en lille bådtaxi en hel dag og sejlede øen rundt, snorklede med revhajer, havskildpadder, barracudaer, triggerfish og meget mere. Det er bestemt heller ikke sidste gang vi har været på Perhentian!  

Togturene (fra Bangkok til Surat Thani og fra Chumphon til den Malaysiske grænse) var ok ift. komfort osv., men pga. længden vil de nok blive udskiftet med en flybillet en anden gang.  

Alt i alt en fantastisk og uforglemmelig tur. Tusind tak for hjælpen og vi kan varmt anbefale Uniquetravel til andre, hvilket vi allerede har gjort!

Mvh Daniel