TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

Komodo-drager, Manta Rays og lyserød strand

I kommer til at opleve Komodo-øerne med en privat guide og egen speedbåd. Når I kommer sejlende, rejser de høje mørke bjerge sig op over de smukke sandstrande med fint, blødt, hvidt sand og den unikke pink farve, fra de røde koraler ude i bugten. Det spektakulære sceneri er omgivet af klart azurblåt vand og dybblå himmel.

Dag 1 – Ankomst til Labuan Bajo og det 3* Puri Sari Beach Hotel

I ankommer til Labuan Bajo midt på dagen, og bliver kørt direkte ud til det smukke Puri Sari Beach Hotel, hvor I kan få en afslappende dag ved stranden.

Hotellet ligger i en frodig tropisk have, direkte ned til en fin hvid sandstrand, og det krystalklare azurblå Floreshav. Ude i horisonten, rejser de første små Komodo-øer sig op mod den blå himmel. Sejlbåde ligger og vugger stille i det glimtende vand.

På stranden er der nogle store træer, hvor I kan slappe af i skyggen af kronerne og nyde en kold øl. Tag en dukkert i det klare vand, eller lej en kajak og tag på eventyr.

Hotellet ligger 2 km fra Labuan Bajo. I de små gader er der caféer, barer, restauranter og mulighed for shopping. Sæt jer på en strandbar, eller en fortorvscafé og nyd livet.

Hotellet har en fremragende restaurant, hvor de serverer specialiteter af friske lokale råvarer. Nyd aftensmaden på stranden med fødderne begravet i det varme sand. Solnedgange her er fantastiske. Solen går ned ud over Komodo-øerne og havet bliver farvet af solens sidste gyldne stråler.

Værelserne er indrettet med træmøbler, smukke indonesiske tekstiler og en komfortabel dobbeltseng. Der er aircondition på værelset. Badeværelset er vestligt inspireret og med varmt vand i bruseren. De store vinduer indbyder til, at den smukke udsigt over haven kan nydes. 

Om morgenen serveres der morgenmad i restauranten. Her kan morgenkaffen og den skønne udsigt over stranden nydes i fred og ro.

Dag 2 – Oplev Komodo-øerne med speedbåd og egen guide. En eksklusiv full-day-trip

Sammen med jeres guide sejler I ind i Komodo Nationalpark - omgivet af små øer, smukke strande og azurblåt hav.

Første stop er den tredje største ø i Komodo Nationalpark, Padar Island. Sammen med jeres guide bliver I ført op til toppen af bjerget. Heroppe er der den mest betagende panoramaudsigt ud over øerne, tre af ø-gruppens smukkeste strande i hvide og pink farver og det azurblå hav. Dette er det bedste sted at tage panoramabilleder og få et overblik over dette fantastiske sted.

Turen går videre ned til parken, hvor de store Komodo-drager lever vildt. En fuldvoksen komodoveran er 2-3 meter lang og vejer op til 165 kg. Det er den største nulevende øgle i verden. Sammen med professionelle uddannede guider, går I rundt i ca. en halv time, og her kommer I helt tæt på kæmpe-øglerne. Men det er vigtigt, at I holder afstand. Vi besøger dyrene i deres egne omgivelser og på deres betingelser. Det er en kæmpe oplevelse at være så tæt på disse imponerende dyr.

Efter besøget hos komodovaranerne, går turen videre til den lyserøde strand, The Pink Beach. Den lyserøde strand ligger i en bugt med fuldstændigt klart vand, i alverdens turkise farver. Det unikke farvespil gør stranden til en af de smukkeste i verden. Den lyserøde farve kommer fra røde koraler og skaldyr ude i havet - kontrasten mellem det lyserøde og det turkise, er helt uvirkelig.

Ude midt i det azurblå univers ligger en lille sandbanke, Taka Island Makassar. Her er marinelivet helt specielt med koraller, skildpadder og farvestrålende fisk. Det er et af de bedste snorkling spots i Komodo Nationalpark. Med snorkel og svømmefødder får I lov til at udforske universet under havoverfladen.

Turen går videre til Manta Ray Point, hvor der er stor sandsynlighed for at komme til at dykke med de imponerende Mantarays, midt i det farvestrålende koralrev og mellem massevis af eksotiske fisk.

På turen serveres mineralvand, kaffe/te, snacks og frugt samt frokost. Snorklingudstyr er med i prisen.

Mættet af oplevelser og skønhed, bliver I sejlet tilbage til jeres strandhotel. Nyd aftensmaden og slap af på en solseng på stranden, mens solen går ned og den Indonesiske stjernehimmel åbenbarer sig over Komodoøerne.

Dag 3 – afgang til Bali

Efter morgenmaden og en dejlig formiddag på stranden bliver I kørt tilbage til lufthavnen med afgang tilbage til Bali.

 

 

Få tilbud på udflugten Se flere ture på rejsemålet