Bali Lush - Tabanan
Ved ankomst til Bali går turen direkte fra lufthavnen mod det frodige højland i Tabanan, hvor Bali Lush danner rammen om de første dage. Det lille, økologiske hideaway med blot fem hytter ligger omgivet af rismarker, plantager og små landsbyer – langt fra de mere turistede områder. Det er også her, du finder de berømte Jatiluwih-risterrasser (UNESCO) og det ikoniske Tanah Lot-tempel.
Her får du med 3 overnatninger en blid og autentisk start på rejsen. Du kan besøge en lokal skole og få indblik i hverdagen, eller tage med på en guidet scootertur gennem landskabet, hvor du sidder bagpå hos en lokal guide og oplever markeder, templer og landsbyliv på nært hold. Stemningen er rolig, nærværende og helt nede i tempo – en smuk introduktion til Bali.
Efter opholdet på Bali Lush flyver du til Labuan Bajo på Flores.
Labuan Bajo & Komodo
Ved ankomst til Labuan Bajo bliver du kørt til dit hotel ved stranden, hvor du kan lande roligt, inden Komodo-eventyret for alvor begynder. Næste morgen sejler du ud i det spektakulære øhav i Komodo Nationalpark, hvor du tilbringer to nætter ombord på en lokal båd. Her vågner du op midt i en af Indonesiens mest dramatiske naturkulisser. Overnatningerne ombord er en del af oplevelsen – enkelt og autentisk – med havet som nærmeste nabo.
Dagene byder på snorkling ved Siaba Island, det turkise sandrev Taka Makassar og ved Manta Point, hvor der er gode chancer for at opleve de majestætiske manta rays. Du vandrer på Padar Island, hvor udsigten ved solnedgang er intet mindre end ikonisk. På Komodo Island går du gennem savannelandskabet sammen med parkens rangere og oplever de imponerende komodovaraner i deres naturlige omgivelser. Undervejs besøger du også Pink Beach med sit karakteristiske rosa skær og fremragende snorkling. Senere sejler du videre til Pempe Island og oplever solnedgangen ved Kalong Island, hvor hundredvis af flagermus letter mod himlen i skumringen.
På sidste dag besøger du Manjarite og Kelor Island, hvor der er mulighed for en sidste snorkling eller en kort vandretur, inden turen går retur til Labuan Bajo og endnu en overnatning ved stranden – en rolig afslutning på et eventyr i særklasse.
Lombok
Fra Flores går turen med fly videre til Lombok – en ø med et roligt og autentisk udtryk, hvor hverdagen leves i et behageligt tempo omgivet af storslået natur og grønne bjerglandskaber.
Lombok byder på nogle af Indonesiens mest uberørte strande og et landskab, der veksler mellem frodige risterrasser og dramatiske vulkaner. En af dagene tager du ind i øens frodige indre med besøg på et lokalt marked, inden turen fortsætter mod de smukke Benang Stokel- og Benang Kelambu-vandfald, der gemmer sig i den tætte, grønne vegetation. Herefter går turen til Tetebatu, hvor du nyder frokost og oplever landsbyen og de omkringliggende risterrasser på en afslappet vandretur gennem det landlige landskab.
Du bor tre nætter i Senggigi på vestkysten – et ideelt udgangspunkt for at udforske både øens grønne indre og den smukke nordkyst. Området har en afslappet atmosfære og ligger direkte ud til havet. Strandene har mørkt, vulkansk sand, og selvom det ikke er klassisk bounty, er udsigterne over havet og de smukke solnedgange noget helt særligt.
Gili Asahan
Rejsen fortsætter til Gili Asahan, hvor du har fem nætter til at sænke tempoet helt. Øen er en del af de såkaldte ”Secret Gilis” ud for Lomboks sydvestkyst og er kendt for sin fredelige atmosfære og begrænsede udvikling. Her er ingen biler, ingen larm – kun havets brusen og palmer, der svajer i vinden.
Den lille ø er omgivet af klart, turkisblåt vand og levende koralrev. Snorklingen er noget af det bedste i området, og ofte kan du opleve både farverige fisk og havskildpadder få meter fra stranden. Dagene former sig naturligt med strandliv, rolige gåture langs vandet og middage med udsigt over havet. Når solen går ned, samles man spontant på stranden og nyder de gyldne farver, der langsomt forsvinder i horisonten.
De sydlige Gili-øer er et lille hjørne af Indonesien, som stadig føles som en velbevaret hemmelighed. Her får du følelsen af at være langt væk fra alting – på en ø, der stadig har bevaret sin enkelhed og charme.
Jimbaran
Rejsen afrundes i Jimbaran på Balis sydkyst – tæt på lufthavnen og perfekt til den sidste nat. Her venter en bred sandstrand og rolige bølger i den beskyttede bugt, som gør området ideelt til en afslappet afslutning.
Om aftenen kan du slå dig ned på en af de lokale strandrestauranter, hvor friskfanget fisk og skaldyr serveres direkte i sandet, mens solen går ned over Det Indiske Ocean. Stemningen er afslappet og stemningsfuld – en fin og rolig afrunding på en oplevelsesrig rejse.
Kontakt vores rejsekonsulenter