TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

Chiang Mai, My Dream, Bangkok, Koh Kood & Koh Chang

På denne 19 dages rundrejse får I et helt fantastisk indblik i flere af Thailands utrolige destinationer - og 5 af vores favoritter. Rejsen bliver den perfekte kombination af kultur, aktivitet, byliv, lokalliv og badeferie!

Turen starter i nord i Chiang Mai, der på trods af, at det er Thailands 2. største by, har en HELT anden stemning, end man finder i Bangkok. Antallet af højhuse og skyskrabere er meget begrænset, og atmosfæren er mest af alt præget af hygge og autencitet. Især den gamle bydel, inde bag muren, der går hele vejen rundt, er et helt fantastisk sted at gå rundt om aftenen - streetfoodboder, små butikker, caféer, restauranter og barer pryder hver en gade, og så er der selvfølgelig den kæmpestore natbazar, som I heller ikke må gå glip af!

Derudover er der også mulighed for flere forskellige udflugter; både en by-rundtur, elefant-reservater, tuk-tuk-ture og meget mere.

Herefter går turen længere nord på mod Chiang Rai - og den fantastiske natur og kultur, der er i området omkring byen - på en 3-dags udflugt til My Dream Guesthouse. De lokale guider har altid boet i området, og vil de næste 3 dage være jeres private guide og give jer et helt unikt indblik i området omkring den lille oase af et Guesthouse.

De næste 3 dage vil byde på trekking- og køreture til Den Gyldne Trekant - hvor Thailand, Laos og Burma mødes - I kommer gennem nogle af de mest naturskønne områder, I vil kunne forestille jer, med vandfald, rismarker, og I skal selvfølgelig også besøge nogle af de lokale stammelandsbyer. De lokale guider har som sagt altid boet her, og kender alle de lokale. Dette er jeres garanti for at få et ægte, autentisk og unikt indblik i både dagligdagen og kulturen hos de forskellige stammer, og spændende fortællinger fra både jeres guides og de imødekommende lokale.

Efter nogle dage i den fantastiske natur og kultur omkring Chiang Rai og My Dream Guesthouse, skifter stemningen for alvor, når I ankommer til Bangkok. Her har I et par dage i den kaotiske og charmerende storby. I Bangkok er der et væld af udflugtsmuligheder, og vi kan kun anbefale jer at tage på i hvert fald en enkelt - for Bangkok er en by, man kan blive ved med at gå på opdagesel i, igen og igen... og man føler aldrig, at man har set det hele.

Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe jer med det bedste udgangspunkt for at udforske storbyen - prøv f.eks. vores tur 'Det virkelige og autentiske Bangkok', hvor I virkelig får et indtryk af byens mange kontraster og den rige kultur. Derudover må I heller ikke snyde jer selv for en tur i Chinatown, hvor I let kan få tiden til at gå med at ose i de små boder. Tag endelig den gode appetit med, så I kan gå på opdagelse i de mange gadekøkkener! 

Herfra går turen videre til de to skønne øer, Koh Kood og Koh Chang, hvor der er dømt badeferie, afslapning og hyggelige aktiviteter og udflugter.

På Koh Kood er turismen ikke blomstret helt op endnu, hvilket betyder, at stemningen oser af charme og autenticitet. Her er der fantastiske strande og mulighed for at tage ud at snorkle og dykke. Og én af de fedeste ting, I kan gøre på Koh Kood, er at leje en scooter, smide et håndklæde bagpå og finde en strand at smide jer på. I kan virkelig trække stikket ud her og bare nyde ø-freden, og den smukke udsigt af solen, der går ned over det rolige hav og de hvide strande.

Koh Chang er lidt mere turistet end Koh Kood, men byder dermed også på lidt flere udflugts- og shoppingmuligheder. På trods af den rigere turismeaktivitet er Koh Chang stadig en rigtig hyggelig ferie-ø. Der er desuden de lækreste bounty-strande med alt, hvad det indebærer... Høje svajende plamer, kridhvidt sand og tuskisblåt, roligt vand.

Derudover er øen dækket af mere end 80% jungle, så der venter jer også de smukkeste omgivelser, med mulighed for at gå på opdagelse i den mystiske jungle. Herfra går turen hjemad, med kufferten fuld af minder for livet!

Få et personligt rejsetilbud Se flere forslag til Thailand