TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

REJSEBLOG

Sydafrika - Kwa Maritane Bush Lodge

Tilde, Ricko og drengene er i Sydafrika på inspektionsrejse. De har tilbragt et par dage på Kwa Maritane Bush Lodge, hvor de har været på game drive og spist morgenmad i selskab af elefanter og andre savanne-dyr. Læs med og find ud af hvad vores nye destination har at byde på.

Lodget ligger ca. 2,5 timer fra Johannesburg hvor vi landede. Det man typisk vil gøre, og som vi også har gjort, det er at leje en bil. Det er super billigt og lige til. Dog skal man være opmærksom på at man kører i modsatte side af vejen i Sydafrika, men det er super nemt at køre rundt hernede og vejene er pæne og gode. Kwa Maritane Bush Lodge ligger i det, der hedder Pilanesberg Nationalpark som er en stor nationalpark. Ikke på størrelse med Kruger Nationalpark, men den er altså rigtig stor. Det her lodge ligger inde i nationalparken, så når vi skulle afsted på game drive, så blev porten ind til lodget bare åbnet og så kører man direkte ind i parken. Lodget har deres egne porte og deres egne veje, som det kun er dem der bruger. Her var vi heldige, at vi fik set en masse dyr.

Lodget er rigtig fint, med reception, poolområde og restaurant. Restauranten er bygget sådan, at når du sidder og spiser, så sidder du og kigger udover savannen. De har lavet to vandhuller som går helt op til restauranten, og så går der zebraer, elefanter og vortesvin rundt, som du kan sidde og nyde udsigten af når du spiser et måltid mad i restauranten. Vi sad og spiste en morgen hvor der kom en stor hanelefant hen og badede og legede – det var et helt fantastisk syn, lige der, midt i morgenmaden! Når man bor på lodget, så er der morgenmad og aftensmad inkluderet i prisen, og to gange om ugen har de noget der hedder bush boma, som er en afrikansk tradition hvor man kører ud til et sted i nationalparken. Her bliver der tændt op i en grill hvor der bliver grillet alt muligt forskelligt kød, afrikanske retter og salater. Så sidder man og spiser under den afrikanske himmel på savannen, det var en rigtig fed oplevelse.

Derudover så er der en hel del aktiviteter som man kan deltage i, og det er et meget børnevenligt sted, så der er også masser at lave for børnene. Der er et slangeområde hvor man kan komme hen og se slanger, et poolområde med en lille vandrutsjebane, der er et legerum hvor børnene kan sidde og tegne og lege.

Værelserne på lodget er også rigtig fine. Det er store værelser, der alle sammen har to queensize senge, og det gode ved det her sted, det er at værelserne har én pris. Hvad enten du bor to personer eller du bor 4. Og så længe børnene er fra 0-12 år, så er de gratis og det gælder også på game drives, aftensmad og det hele. Er børnene over 12 år så er det heller ikke særlig dyrt, du betaler et mindre gebyr for maden og så er resten ellers gratis, så det betyder at man kan bo der rigtig billigt.

På lodget er der blevet bygget en slags tunnel, som fører hen til et vandhul, som ligger lidt skjult af nogle klipper, og her er der en lille åbning hvor man kan liste hen og sidde på nogle stole, og så kan man sidde og holde øje med dyrene der kommer ned for at drikke og bade. Vi så 10-15 elefanter, der kom derned med unger for at bade, og du sidder altså meget tæt på, nogle af dem vi sad ved siden af, blev helt våde og plasket til med mudder. Det var en rigtig fed måde at få set dyrene på, uden at tage på safari.

Restaurantens mad er rigtig god og det er klart et plus, at de holder bush boma-aftener hvor man får lidt ekstra og ovenikøbet kan nyde maden under den afrikanske åbne himmel ude på savannen. Foruden morgenmad og aftensmad der er inkluderet, så har man mulighed for at tage på en safari pr. overnatning og man kan selvfølgelig tilkøbe mere hvis man gerne vil det. Der er både mulighed for at tage på safari tidligt om morgenen, eller sidst på eftermiddagen og turen tager ca. 3 timer. Vi var afsted på den helt tidlige tur og var heldige at se alt lige fra zebraer, løver, impalaer, elefanter, næsehorn, vortesvin, gnuer og kuduer. Vi så rigtig mange dyr og vi var tæt på, og børnene syntes det var helt fantastisk. Vi havde købt en bog hvor de kunne sidde og bladre, og når de fik øje på et dyr, så kunne de lave kryds ved det. Så sad de og talte hvor mange de havde set, så de gik meget op i det og fik en helt fantastisk oplevelse ud af det. Turen ligger tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen fordi det er der dyrene er mest aktive, da det er for varmt for dem at lave for meget i løbet af dagen.

Det har været en rigtig god oplevelse og et meget børnevenligt sted. Helt klart noget vi anbefaler vores kunder, fordi det ligger i et malariafrit område i Sydafrika og det er nemt at komme dertil hvis du flyver til Johannesburg. Alt i alt har det bare været en fantastik oplevelse!

Læs også om familens oplevelser på Mabula Game Lodge, eller om Rickos forrige tur til Afrika: