TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

Hanoi City Tour

Hanoi er en by med historie og en rig kultur helt tilbage fra det 11. århundrede. Byen er med sin unikke blanding af orientalsk livsstil, fransk kolonistarkitektur, træbeklædte boulevards og legendariske søer et kunstværk i sig selv. Atmosfæren her er unik og en sjov blanding af nyt og gammelt.

Der er en heftig trafik af handlende, både til fods, på cykel og ikke mindst i et organiseret mylder af scootere, som gør det til en udfordring at krydse vejen. Oplevelserne i byen er mange; Ho Chi Minh-komplekset, Hoan Kiem-sø med den legendariske ”kæmpe skildpadde”, eller Quoc Tu Giam – Vietnams første universitet, bare for at nævne nogle.

I vil komme på en kulturel rejse, som vil føre jer rundt i et væld af pagoder, historiske bygninger, templer, markeder, handelsgader opdelt i varegrupper og meget meget andet. 

Dagens program:

Fra morgenstunden hentes I på jeres hotel, og begynder turen med at besøge den 1450 år gamle pagode - Tran Quoc, et buddhistisk relikvie og national arv, beliggende ved den blændende West Lake. Dette er en af de mest maleriske attraktioner i Hanoi, skabt af et harmonisk design, der drager fordel af det våde landskab fra Hanois største ferskvandssø. Herfra tager I videre og besøger Onkel Ho’s hus - Ho Chi Minhs Mausoleet, hvor Ho Chi Minh boede og arbejdede fra 1958 til 1969 samt ledede den vietnamesiske uafhængighedsbevægelse. Onkel Ho var en nøglefigur i forbindelse med grundlæggelsen af Den Demokratiske Republik Vietnam, bedre kendt som Nordvietnam. Mausoleet ligger midt på Ba Dinh-pladsen, hvor Ho Chi Minh læste uafhængighedserklæringen, efter japanerne havde overgivet sig i 1945.

Dagens tur går nu videre til Vietnam Museum of Ethnology for at lære om Vietnams mangfoldighed i kulturer. I skal se udstilling af kostumer, klæder, jagtværktøjer og livsaktiviteter fra 54 forskellige etniske grupper i Vietnam.

Kort før frokost går jagten ind på den legendariske ”kæmpe skildpadde”, der siges at leve i Hoan Kiem-søen. Hvis I ikke finder den, må I nøjes med at se en udstoppet model af den, som kan opleves inde i Ngoc Son-templet. Fyld kameraet med billeder af traditionel vietnamesisk arkitektur, eller tillad jer selv et øjebliks stille eftertænksomhed i de fredfyldte omgivelser.

Templet er stadig i brug, så nyd stilheden, mens munkene beder, og indsnus duften af brændende røgelsespinde. Templet består af flere bygninger, og man må gerne gå på opdagelse i både Pen Tower og Dac Nguyet Lau (Måneskinspavillonen). Gør også holdt ved Martyr’s Memorial ved siden af templet for at mindes dem, der mistede livet under kampen for Vietnams uafhængighed. 

Frokosten indtages i Hanois hyggelige gamle bydel; The Old Quarter. Efter frokost fortsættes den kulturelle rejse ved at besøge litteraturtemplet og Quoc Tu Giam - Vietnams første universitet. Templet er dedikeret til Confucius, vismænd og talentfulde forskere. Det er det absolut mest berømte tempel i Hanoi. Universitetet var i brug i mere end 700 år, fra 1076 til 1779, hvorunder 2.313 læger tog eksamen.

Hanois historie fortsætter gennem billeder, når I går langs - The Hanoi Ceramic Mosaic Mural. Med en rig historie, der går tilbage til stenalderen, har vietnameseren foreviget den på en farvestrålende måde, med et 3.85 km langt keramisk mosaikmaleri. Det er verdens største, og folk og kunstnere fra hele verden har siden 2007 bidraget til at lave dette prangende vægmaleri.  

Intet besøg i Hanoi uden også at besøge Long Bien markedet. Markedet giver et meget autentisk billede af de lokales hverdag. Det er gigantisk stort, og handelsmændene kommer allerede om natten for at stille deres boder op. Her betages man af deres daglige liv ved og udenfor markedet.

Sidst på eftermiddagen når I dagens sidste stop, nemlig ved Long Bien’s historiske bro. Hanoi deles af Red River og forbindes af Long Bien Bridge. Den mere end 100 år gamle bro med den rustrøde farve, og den ikoniske arkitektur er, sammen med dens overlevelse af amerikanernes bombning, et af byens væsentligste symboler. Broen er designet af den franske ingeniør - Gustave Eiffel, som også er manden bag Eiffeltårnet. Broen er et rigtig godt valg for en ”selfie” fra Hanoi og en dejlig afslutning på en historisk dag i Hanois gader.

Få tilbud på udflugten Se flere ture på rejsemålet