For de flestes vedkommende er hovedstaden Hanoi det første møde med Vietnam. Er man ovenikøbet i Asien for første gang, kan Hanoi være en overrumplende mundfuld af en storby.
Derfor har vi lavet vores egen byrundtur, så man får mødt heksekedlen Hanoi på en tryg og afstressende måde.
Det ER noget af et kulturchok at komme til Hanoi - med sine smalle gader, syv millioner indbyggere og hvad der føles som dobbelt så mange scootere. Det er med hjertet siddende i halsen første gang, man krydser en gade - oftest sammen med nogle lokale - for det er umuligt at vente på et hul i trafikken, man er nødt til bare at gå ud...
Der skal et par gange til, før man forstår vietnamesernes utrolige egenskaber til at flette ind med hinanden - og dig - i trafikken. Hvis man blot bevæger sig med samme langsomme tempo hele vejen over vejen, så skal de nok tilpasse sig og køre udenom. Det kræver en hel del mod de første gange...
Så meget, desto mere grund til at bruge en halv dag på en byrundtur med guide, som i bedste stil viser og fortæller om byen seværdigheder, og hvordan man bedst befinder sig i byen.
Dagens program:
Turen begynder i bil midt i det tilsyneladende totale kaos af knallerter og fodgængere, lige udenfor foran hotellet. Hotellet ligger i det gamle kvarter, og i denne gade er der skoforretninger, så langt øjet rækker.
Intet sted føles Vietnams pulserende liv så stærkt, som i Hanoi’s gamle bydel, som franskmændene kaldte Quartiér Indigene, ”De Indfødtes Kvarter”. Det kaldes i dag også ”de 36 gader”, fordi kvarteret oprindeligt bestod af 36 gader med hvert sit håndværk: En gade for sølvsmede, en for pottemagere, en for bagere, en for porcelænshandlere. Der er naturligvis også frugtmarkeder, kødmarkeder og fiskemarkeder. De mange hyggelige restauranter og caféer vidner om, at udviklingen heller ikke går forbi Hanois gamle bydel.
Turen rundt om Hoan Kiem søen er et must, og den lille gåtur af den charmerende røde træbro over til Ngoc Son templet er noget, som både lokale og turister ynder. Søen Hoan Kiem er et åndehul midt i Hanoi og samtidig et fix punkt under et Hanoi ophold.
For enden af søen er et andet drøncharmerende gammelt område med Skt. Josefs Katedralen i centrum. Udover at være særdeles smuk, er Hanois domkirke stadig i brug. Med de hyggelige franske restauranter og cafeer kan man næsten føle sig hensat til Frankrig, hvis ikke det var for det totalt fremmedartede vietnamesiske sprog, der trods alt dominerer. Vietnameserne kan ikke mange franske gloser.
Næste stop er Ho Chi Minh Mausolæet. På vej i bilen får man et godt indtryk af den fransk kolonistil, der møder asiatisk arkitektur. Røde faner vejrer over tunge kommunistiske statsbygninger, og selve Ho Chi Minh Mausolæet er som at træde 40 år tilbage i historien og opleve reminiscensen af en svunden tid.
Her bliver man gennet ind på to geledder og nærmest eskorteret i marchkolonne ind og ud af mausoleet. Undervejs runder man den glaskiste, hvori Ho Chi Minh’s udstoppede krop ligger til skue, omgivet af æresvagter med stenansigter, som kun bevæger sig, hvis man gør noget forkert. Det gør de, hvis man for eksempel stikker hænderne i lommerne. Så skal de nok høfligt, men bestemt sørge for, at de kommer op igen.
Ho Chi Minh mausolæet er helt sikkert en barok og anderledes oplevelse, men absolut et ”must see”.
Det er lidt hyggeligere at besøge det smukke præsidentpalads, hvor Ho Chi Minh valgte ikke at bo. Ho Chi Minh var præsident fra 1945 til 1969, men gik i sandaler skåret af gamle bildæk og nægtede at bo i den franske generalguvernørs mægtige palads. I stedet boede han i det smukke, lille pælehus under de skyggefulde træer i paladsets have. Den åbne underetage blev brugt til møder, mens Ho havde sit kontor og et soveværelse i overetagen. Dammen foran pælehuset er fyldt med velnærede karper, som Ho ifølge en af de mange anekdoter, fodrede hver eftermiddag.
Fra Ho Chi Minh fortsætter turen til Litteraturens tempel, som er en fredfyldt oase, der består af fem åbne gårdspladser med træer, fiskedamme og smukt dekorerede porte. Smukke pavilloner har engang udgjort læsesale for de studerende, og inderst er en lille mørk helligdom dedikeret til Confucius.
Turen fortsætter til Pæle-Pagoden (Chua Mot Cot). En ganske lille pagode, bygget på én massiv pæl, over en dam fyldt af åkander. Her har man alletiders mulighed for at tage et af de smukkeste snapshots, man kan få i Vietnam.
Slutteligt har guiden sørget for et par cykel rickshaws, hvilket er en trehjulet cykel med chauffør og plads til to passagerer. Turen går via pedalkraft rundt i Hanois gamle gader, og der køres i et bybillede præget af tusindvis af mennesker og knallerter på vej i alle retninger og I vil nok opleve, at I nogen gange holder vejret i det kaotiske mylder.
Hanois nok mest synlige dokumentation for Vietnam-krigen, som de selv kalder amerikanerkrigen, er et amerikansk B52-bombefly, der blev skudt ned i 1972 over byen. Den store maskine har fået sin egen plads uden for museet. For de specielt interessede er museet et besøg værd. Er tiden knap, så spring over.
Resten af eftermiddagen kan bruges på at gå rundt i det gamle kvarter og nede ved søen. Når benene er trætte, så tag eventuelt en tur op på øverste etage af den niveauinddelte Avalon restaurant og nyd frokosten med udsigt ud over søen. Med en middag på Cau Go går man heller ikke helt galt i byen. Cau Go ligger næsten samme sted som Avalon, men er en vietnamesisk restaurant, der ser meget fancy ud. Prismæssigt er det ikke så dyrt, som det ser ud. Udsigten udover den aftenoplyste Hoan Kiem sø er dragende.
