TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

Mere om Mauritius

Øen er ideel til en afslappende badeferie. Bølgerne bryder ude langs koralrevet. Det betyder, at vandet inde ved kysten er helt roligt med en smuk turkis farve. Nyd en kold øl eller fordyb dig i en god bog i palmernes skygge på en liggestol i det gyldne sand. Lad børnene lege i det lave klare vand, mens du ligger og bliver afkølet i vandkanten.

Vi lejede en bil. Det er nemt at komme rundt på øen med egen bil og det giver en stor frihed, at køre ud på opdagelse i den fantastiske natur med palmer, sletter, bjerge, jungler og smukke klare laguner. Der er ca. 1,5 time fra den nordlige til den sydlige del, så øen har en perfekt størrelse til eventyr på egen hånd. Vejene er gode.

Fra hotellet er der en kort køretur ind til hovedstaden Port Louis. Her fordybede vi os i det lokale liv, den meget venlige og smilende lokalbefolkning, de spændende markeder, der dufter af friske fisk, lokaldyrkede frugter og grøntsager, krydderier. Snak, latter og sælgende, der tilbyder deres souvenirs giver den perfekte baggrundsstemning.

På østsiden ligger der kun få hoteller. Her er det naturen, palmerne, kvinderne i farvestrålende tøj, der arbejder i marken, bjergene i baggrunden og det smukke blå vand ude i horisonten, der giver en bounty-stemning. På de små udflugter kommer du ud og mærker gæstfriheden og de smilende mennesker. Naturens dufte og lyde kommer helt tæt på og du kan fordybe dig i en helt anden verden.

Den sydlige del af øen byder på eventyr i den vilde natur. Vandfald, floder, nationalparken Black River Gorges, jungle, bjerge og et 80m dybt vulkankrater. Kig efter kæmpe landskildpadder, papegøjer og smukke sjældne fugle, flagremus og farvestrålende firben. Der er forskellige viewpoints, hvor du kan nyde de smukke naturfænomener. 

Tag ud at sejle med delfiner. Og hvis du er lige så heldig som os, så kan du nå at svømme med dem inden de skal videre i deres rejse.

Dyk eller snorkl på verdens 3. største koralrev med smukke koraler og farvestrålende fisk. På sydøst siden ligger Blue Bay Marine Park. Her er vandet klart og sigtbarheden god. Havdybden er kun 5-6 meter, så stedet er ideelt for nybegyndere, eller hvis du gerne vil starte snorkleturen direkte fra standen. Ud fra byen Pointe aux Piments på den nordvestlige kyst, kan du snorkle med havskildpadder.