TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

DUBAI

For nogle er UAE (De Forenede Arabiske Emirater) næsten lig med byen Dubai. Og byen har da også virkelig placeret sig på landkortet, med alle byens rekord-attraktioner, såsom 7-stjernede hoteller, en skibakke midt i ørkenen, verdens højeste bygning, verdens største shoppingcenter, verdens dyreste..., osv. Oliesheiker og alverdens rige mennesker udgør en stor del af den gruppe som lader sig forkæle af den endeløse luksus som Dubai også er kendt for. Men der er stadig noget for enhver pengepung, og byen er virkelig en oplevelse. 

Dubai Marina, New Dubai og Jumeirah Beach

De ligger alle indenfor samme område. Det er de mest populære områder for både lokale og turister, for her er masser at se på og opleve. I verdens største menneskeskabte havn ligger de mange kæmpe yachter, omgivet af imponerende skyskrabere. The Walk er en udendørs promenade med butikker og restauranter, og stedet at slentre om aftenen. Det er også stedet hvor mange millionærer viser deres imponerende biler frem om aftenen, og gerne giver en lydprøve på motorens kunnen. Bilinteresseret eller ej, så er stemningen på The Walk - dag og aften - afslappet, på den gode måde. Langs The Walk ligger Dubais absolut bedste strand - Jumeirah Beach. Herfra er der udsyn til den palmeformede halvø, og man kan købe sig til en flyvetur, så man kan nyde herlighederne fra oven. Jumeirah Beach er en strand i verdensklasse. Lang, bred, lavvandet, turkisblåt klart hav og fint sand. Her kan man sagtens tilbringe dagen i solens varme med at dase, udforske det store udbud af vandsport eller tage sig en ridetur på kamelryg. Man skal vælge at bo her hvis man vil bo tæt på stranden og de ovenfor omtalte områder.

Downtown Dubai

Downtown Dubai ligger mellem Jumeirah-området sydpå, og Deira-området nordpå. Området er noget af det nyeste i Dubai, og her finder man bl.a. Burj Khalifa (verdens højeste bygning), Dubai fountain og Dubai Mall (verdens største shoppingcenter). Hovedattraktionen er unægtelig Burj Khalifa med sine 828 meter, og mulighed for at nyde udsigten fra observationsdækket på 124. etage. En god idé er at booke billetter til denne seværdighed allerede hjemmefra, der er oftest udsolgt flere dage i forvejen. Området ligger centralt med god mulighed for at komme til alle dele af Dubai med skytrain, og her findes både prisvenlige hoteller og luksushoteller. Og så bor man tæt på mange af de ting som Dubai netop er kendt for.  

Deira, den gamle bydel i Dubai

Deira er det oprindelige centrum af Dubai. Men mens man i hastigt tempo har udvidet byen og gjort (resten) af Dubai til en moderne luksuriøs by, så står Deira stadig tilbage, som om tiden i dette område har stået stille. Når man krydser floden Dubai Creek, er det ikke længere skyskrabere der dominerer billedet, men i stedet historiske bygninger, havneområder og et multietnisk charmerende kaos. Selvom afstanden hertil er ganske kort, så føles det som en helt anden verden man træder ind i. Et utal af små boder fra forskellige lande, krydderier, fisk, tasker, burkaer, fjernsyn og alverdens madvarer pryder gadebilledet. Ja, selv en hel gade med guld og pragtfulde smykker er der blevet plads til. Det er ikke de mest luksuriøse hoteller man finder i dette område, så vælger man at bo her, skal man gøre det fordi man søger det "originale" ældre Dubai. Selvom man vælger at bo i en anden del af Dubai, så er der rigelig grund til at spendere en eftermiddag her, gå på oplevelse og få en lille smag af det Dubai var engang.    

Nordlige UAE

Ras al-Khaimah

Ras al-Khaimah ligger i den nordlige del af United Arab Emirates (De forenede Arabiske Stater). Her er både turkisblåt hav og gyldne sandstrande, omgivet af rødlige karakteristiske ørkenområder og dramatiske bjerge. Byen er som turistby under udvikling, så på trods af sin pæne størrelse, emmer byen stadig af en vis afslappet stemning. Og afslapning er der god plads til. Strandene er lækre og består mest af små laguner. Trænger man til at opleve lidt mere, end udsigten fra liggestolen, så er der masser af udflugtsmuligheder - ikke mindst i sanddynerne i ørkenen. Her kan man både komme på jeepsafari, stå på snowboard på sandbankerne eller tage en romantisk tur på kamelryg. Så vil man gerne kombinere afslapning og badeferie, med lidt shopping og ørkenoplevelser - og evt. gå en runde golf på de smukke baner, der samtidig byder på en fantastisk udsigt - så er Ras al-Khaimah et besøg værd. Vi anbefaler at man kombinerer turen til det nordlige, med et ophold i Dubai.

Fujairah

Belligende på den arabiske halvø med kystlinje mod Omanbugten, er Fujairah en relativ stor by, men det er ikke derfor man tager hertil. Det er for de store hoteller, ud mod vandet. For afslapningen, badeferien, og aktiviteterne arrangeret af hotellet. Turen til Fujairah går gennem bjergpas og ørken, men turen tager ikke mere end 1,5 time fra Dubai, og kan derfor sagtens være badeferiedestinationen, i kombination med Dubai. Lej en bil, eller hyr en taxa. Begge dele er rimelig i pris og turen er hurtigt tilbagelagt.