Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021

REJSEBLOG

Drageskibe i Halong Bay

Et mini cruise ombord på et drageskib på Halong Bay er et MUST når vi taler om Vietnam. Det er et fantastisk smukt sted og selvom det er gået hen og blevet til en lidt turistet oplevelse, så er det uden tvivl besøget værd.

Det tager ca 4 timer, at køre fra Hanoi ud til Halong Bay. Turen derud er ikke bare spildt, da man sagtens kan få tiden til at gå med, at kigge på hvordan Hanois hektiske byliv ændrer sig til et smukt landskab bestående af rismarker, for til sidst at kunne se hvordan kalkstensklipperne kommer til syne i horisonten.

Efter køreturen ud til kysten kommer man ombord på de smukkeste drageskibe og sejler ud i bugten. Halong Bay er som sagt blevet en populær destination og attraktion så man skal være klar over, at der altså er mange andre der har fået samme idé. Når det så er sagt, så plejer jeg at sige, at det ville være som at tage til Paris uden at se Eiffeltårnet, hvis man ikke fik oplevet Halong Bay. Det er nok det Halong Bay er - Vietnams svar på Eiffeltårnet!

Derudover så er det i sig selv bare en meget anderledes oplevelse, at sejle ud i bugten hvor man bor i små kahytter. Selvom kahytterne ikke er de største, så er der alligevel rigtig fine forhold og de har eget toilet og bad. Det er meget anderledes at opleve naturen fra vandet, hvor du sidder ombord på det smukkeste skib og betragter solnedgangen med en drink eller kold øl og bare kan nyde stilheden og den betagende udsigt - det er ikke for sjov at Halong Bay er blevet kåret som et af verdens 7 vidundere!

På Halong Bay sejler man rundt mellem kalkstensklipperne, så der er nok at kigge på. Derudover besøger man de smukkeste grotter, hvor man går rundt og betragter hvad naturen har skabt af skønheder.

Der er mulighed for at vælge imellem et cruise på 2 eller 3 dage. Vi anbefaler helt klart at man vælger en tur på 2 dage og 1 nat – det er også dem vi sælger allerflest af. Der er egentlig ikke den store forskel i at være afsted i 3 eller 2 dage, men skal man fremhæve en ting ved 3 dags turen, så er det at du selvfølgelig får en dag mere ude på båden, som mest af alt fungerer som en afslapningsdag. Her er der så fri mulighed for bare at sidde og slappe lidt af, sole sig, hoppe i vandet og bade, sejle i kajak eller nyde en kold øl. Så hvis man har tiden og man for eksempel rejser rundt i 3 uger eller mere og man ikke vil have at det skal være lige så stresset jamen så kan man godt tage 3 dage og 2 nætter, men det er ikke fordi man kommer hjem med super meget mere andet end en ekstra afslapningsdag på vandet.

Jeg har været afsted flere gange og alle gangene har det været en rigtig god oplevelse og det er helt klart også noget jeg vil anbefale folk!