Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021

THAILAND

Udflugter i Khao Sok Nationalpark

Khao Sok Nationalpark er et eventyr i sig selv. Tæt jungle, høje kalkstensklipper, rislende floder og ikke mindst den smukke Cheow Lan Lake. 

For en del rejsendes vedkommende ligger Khao Sok nærmest perfekt. Hvis turen starter i Bangkok, og skal man med nattoget ned til Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao, er det faktisk bare at stå af toget om morgenen i byen Surat Thani. Herfra bliver man kørt til Khao Sok, og efter et par dage kan man så igen blive kørt til færgelejet og hoppe på færgen ud til paradisøerne.

Naturen i området lægger op til et væld af udflugtsmuligheder, og der er nogle af dem, som I ikke må snyde jer selv for under jeres besøg...

Vi tilbyder både en 1-dags tur til Cheow Lan Lake, som måske er et af de smukkeste steder i verden. River Tubing, hvor I får mulighed for at flyde med flodens strøm igennem Khao Sok's smukke jungle. En kanotur, hvor I får muligheden for at komme helt tæt på flodbredden og dyrelivet, mens en erfaren guide sidder bagerst i kanoen og sejler jer stille rundt på søen. Eller en heldags vandretur, hvor I får mulighed for at komme længere ind i Khao Sok junglen.

Vi anbefaler omkring 3 dage i Khao Sok. Det betyder selvfølgelig også, at I skal have overnatningsmuligheder - og den bedste indlogering i nationalparken er enten på Our Jungle House eller Our Jungle Camp. Læs mere om begge nedenfor.

Et besøg i Khao Sok Nationalpark er uden sammenligning helt unikt, og oplevelserne rammes sammen af både naturen med de høje majestætiske klippevægge, den fantastisk smukke Khao Sok sø, hvor man med båd snor sig mellem kalkstensklipperne, den unikke indkvartering i egen træhytte i trætoppene på Our Jungle House og de mange, mange udflugtsmuligheder som junglen byder på. Selv en enkelt primitiv overnatning i bambushytte på søen bringer stemninger og oplevelser med sig, der overskygger alt materielt - specielt at opleve solopgang og solnedgang derude. 

Khao Sok har det hele og lidt mere til. Det er en af de Thailandsoplevelser, der vil blive genopfrisket og fortalt om mange gange efter hjemkomsten til Danmark.

Overnatningsmuligheder:

Our Jungle House

Fra Phuket tager det kun et par timer i minivan op til Khao Sok og Our Jungle House. Her kan I bo i jeres egen private træhytte i trætoppene midt i junglen. Indlogeringen kan virke en smule rustik, hvilket den også er, men I har alt, I behøver - og omgivelserne løfter det hele til en unik og fantastisk oplevelse! Til tider er der et inferno af lyde fra cikader, gekkoer og fugle. Men det er behagelige og ikke mindst naturlige lyde, der fylder junglen. Indimellem flyver et grønt blinkende lys rundt på terrassen. Det er såmænd bare ildfluer, der lige vil fuldende oplevelsen for jer.

Alle træhuse har selvfølgelig myggenet, så der ikke bliver nogen ubehagelige overraskelser midt om natten. Træhusene er udstyret med vifte, og er rene og pæne. Husene ligger langt fra hinanden, så man føler, at man mere eller mindre er alene.

En øl på terassen om aftenen i selskab med nattens lyde er en speciel oplevelse. I kan også få en drink i baren, der ligger i forlængelse af Our Jungle House’s restaurant, som i øvrigt er glimrende. Specielt morgenmaden er god, da den adskiller sig fra mange andre steder i Thailand ved at have rigtig godt brød og god kaffe.

Our Jungle Camp - Eco Resort

Our Jungle Camp er et søster-resort til Our Jungle House, og resortets koncept er ligeså gennemført! Flere af hytterne, restauranten og baren er bygget af bambus. Det passer perfekt ind i de smukke omgivelser, uden at forstyrre udsigten til jungle og kalkstensklipper.

Resortet har egen farm, hvorfra alle grøntsager og frugter bliver hentet ind til restauranten - og I kan selvfølgelig også få lov til at plukke, smage og tilberede de friske råvarer selv.

Our Jungle Camp har, ligesom Our Jungle House, massevis af spændende udflugter og aktiviteter at byde på, men hvis I bare ønsker at nyde roen, naturen og afslapningen er der også rigtig god mulighed for det i de private hytter og bungalows - der er i ét med junglen.

Alle hytter og bungalows har myggenet, privat badeværelse og toilet, og selv om det kan virke en smule primitivt, er der ikke sparet på noget - og et ophold her bliver helt sikkert en oplevelse, I aldrig glemmer!

Udflugtsmuligheder:

Jungle gåtur med elefanter!

Der er omkring 7.000 elefanter i Thailand, hvor over halvdelen af dem er tamme. Hvis I gerne vil møde de store, majestætiske og fredelige elefanter, og gå en tur med dem igennem den thailandske jungle, får I chancen på denne fantastiske tur!

I mødes med elefanterne i palmetræsplantagen, hvor I har mulighed for at hilse på de store dyr. Efter en kort introduktion, giver vores guide jer noget mad, som I kan give til elefanterne, mens I går side om side med dem ind i junglen. Turen går ned til et vandhul, hvor elefanterne tager sig et (for dem) lækkert mudderbad, og herefter bliver de vasket rene i floden! Her har I mulighed for at bade sammen med elefanterne!

Bemærk: Der er ingen elefantridning på denne tur.

River Tubing

Forestil dig at flyde med flodens strøm igennem Khao Sok's smukke jungle, uden at anstrenge dig på nogen måde! River Tubing er for de fleste en enestående, hyggelig, afslappende og samtidig rigtig sjov oplevelse. Tag badetøjet på, placér dig i baderingen, slap af i arme og ben og følg strømmen, der stille fører dig ned ad floden, gennem junglen og lader dig suge øjeblikket helt ned i maven! Turen tager ca. 2 timer.

BEMÆRK: Det kan være svært/umuligt at gennemføre turen fra dec-april (uden for regnsæsonen), hvor vandstanden falder.

Kanotur

Vil I opleve søen i sin stilhed, og komme helt tæt på flodbredden og dyrelivet, mens I bare slapper af og nyder turen? Så er denne kanotur måske noget for jer!  

Læn jer tilbage i kanoens sæde, tænd kameraet og nyd hvert sekund af de næste 3 timer. En erfaren guide sidder bagerst i kanoen og sejler jer stille rundt på søen, lige tæt nok på flodbredden til at kunne spotte aber, farverige fugle såsom næsehornsfugle, flodens fisk der boltre sig i vandet og måske en slange der hænger dovent i et af de store jungletræer. Turen blev i sin tid til, da en gruppe lokale ønskede at vise de besøgende deres særlige og naturlige omgivelser frem.

Måltider: Frokost

Rafting, trekking og grotte-eventyr - Halvdagstur

I starter dagen med at flyde ned ad den imponerende Klong Sok flod på en bambus-tømmerflåde, imens I nyder den fantastiske udsigt. Sejlturen slutter ved en gummitræsplantage, hvor I starter dagens trekking. I skal ind i selve plantagen og vandre i skyggen af de slanke træer, indtil I når foden det bjerg, I skal til at bestige.

Vandringen herfra bliver nu noget mere udfordrende nu, da junglen bliver tættere, og stigningen begynder at trætte benene! I bliver dog belønnet i stor stil, når I når til toppen - junglen åbner sig i en storslået udsigt til den fantastiske Peat Cave. Her får I tid til at udforske den utrolige grotte på toppen af bjerget og ikke mindst til at køle ned i et velfortjent hvil og slappe af med en forfriskning, inden I bevæger os nedad igen og slutter udflugten af.

Thai Massage – 1 time

Hvad er en tur til Thailand uden ægte og afstressende thaimassage?

Få næring til krop og sjæl med en gang thaimassage midt i den smukke og eventyrlige thailandske natur. Massage er en fantastisk måde at lindre stress og smerter i kroppen på og bør være et must-try, når man besøger Thailand. Nyd den dejlig velvære I vil mærke i musklerne i både nakke, ryg, ben og arme. Jeres massør slutter af med en blid ansigtsmassage.

Der bliver brugt originale æteriske olier undervejs i massagen. De er udvundet af forskellige tropiske planter fra området. Vi lover, at I vil føle jer ekstra velafbalanceret og behageligt tilpas bagefter!

Jungle Cooking Oplevelse – 3 timer

Lær at lave nogle af de klassiske og velsmagende thailandske retter. I skal kokkerere under åben himmel og arbejde med et væld af underfundige grøntsager, krydderier og andre spændende ingredienser – nogle af dem hentet direkte fra junglen af!

I vil her få udvidet jeres viden omkring råvarer og ikke mindst måden, som thaierne tilbereder deres mad på. I vil få et overordnet kendskab og indblik i det thailandske køkken.

Menuen ændrer sig i forhold til, hvad der er i sæson, men vi garanterer, at I får lov at prøve nye spændende madlavningsteknikker samt at smage på lækre autentiske retter.

Jungle Camping – 2 dage / 1 nat

I skal udforske en af verdens ældste regnskove, og får lov til at se, lugte og smage på alt, hvad denne imponerende natur har at byde på!

Dagen bruges på at vandre dybt ind i junglen, imens guiden fortæller og lærer jer om de mange nyttefulde planter, træer og dyr, der befinder sig i dette område. Dybt inde i junglen skal I campere for natten. Jeres lokale guide tilbereder et lækkert junglemåltid over bålet, inden I skal overnatte i jeres hængekøjer.

Dette er turen for den naturelskende, som har lyst til at prøve sit urmenneske af i kontrollerede rammer… (Det er på ingen måde en overlevelsestur.)

Vandretur - Heldagstur

På denne heldagstur kommer I længere ind i Khao Sok Junglen, når kursen sættes mod de mere fjerntliggende områder og smukke vandfald. Der er flere forskellige ruter, som man kan vælge imellem - alle lige fantastiske. Én rute tager jer til en fantastisk klippe, der danner tag over en lille naturlig swimmingpool og som i øvrigt er et fantastisk picnic-sted. En anden rute tager os op ad bakke til et smukt udsigtspunkt, og derefter videre ned til flodbredden. Uanset hvilken af de mange ruter I vælger, så vil det være en mindeværdig dag midt i noget af den smukkeste natur. Forhåbentlig har kameraet også fanget nogle af de vilde aber og fugle, der lever i området. 

Måltider: Frokost

Khao Sok Søen

Our Jungle House er faktisk grund nok til at komme til Khao Sok, men højdepunktet er søen og klipperne. Det er en 90 minutters halvkedelig køretur ud til søen ved Khao Sok. Men belønningen er stor. Her byggede man engang en dæmning for at opdæmme vandet fra floderne. Resultatet blev en enorm sø, der spreder sig ud over nationalparken, der i øvrigt også består af en af verdens ældste regnskove.

På turen ud i longtailbåd begynder de store klippeformationer at nærme sig. I en halv times tid afløser det ene postkort-smukke motiv det andet. Som om der er nogle, der har taget 500 bjerg- og klippestykker og drysset dem ud over søen i et kaos af uorganiseret skønhed. Det er fantastiske træbevoksede limstensklipper, nogle steder udhulet så man kan sejle igennem. Her er betagende bjergformationer, der majestætisk rejser sig, og det er den næsten skræmmende ro, der hviler over området. Khao Sok minder måske lidt om Halong Bay i Vietnam – nogle vil endda sige smukkere. Khao Sok søen er dragende. Når man sidder i longtailbåden, giver det nærmest en længsel efter at komme i en kano. Lade sig drive med og komme tæt på klipperne.

Bemærk: Priser varierer fra tur til tur. Kontakt os og hør nærmere.

Få tilbud på udflugten Se flere ture på rejsemålet

 

Book denne udflugt

Udfyld formularen herunder, eller kontakt os på info@uniquetravel.dk eller tlf. 59 49 86 30 hvis du ønsker at booke denne udflugt.

Du kan booke udflugten uanset om din rejse er arrangeret gennem Unique Travel eller ej.