TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

River Kwai, vandfald, elefanter og meget mere

En perlerække af seværdigheder, historier, vandfald, cykeltur, lokalliv og badende elefanter!
- Det er hvad der venter jer på denne 2 dages tur til River Kwai.

Thailands historie som den udspillede sig i området ved River Kwai er måske nok det stykke af landets historie, som de fleste kender til. Her blev Dødens Jernbane bygget, og en masse mennesker mistede livet under de barske vilkår. Et besøg på byens museum og på De Allieredes Kirkegård sætter tingene i perspektiv.

Turen handler dog ikke kun om landets historie, men tager jer også med til nogle af verdens smukkeste vandfald, fordelt på 7 niveauer. Forsøg at nå toppen, eller snup en dukkert og bliv kølet af under et af vandfaldene.

I overnatter i Kanchanaburi på det hyggelige River Kwai Jungle Rafts Resort direkte ved og på flodbredden. Her er det en oplevelse i sig selv at tilbringe tiden med at nyde udsigten og naturen.

Næste dag står den både på en tur til Hellfire Pass, en camp fyldt med luksustelte, en cykeltur i det lokale område, landsbyer og templer og en lækker lokal frokost ved floden.

I slutter dagen af med at besøge Elephants World - et sted der sætter en ære i at passe elefanterne i deres naturlige miljøer. Her er der INGEN elefantridning, men til gengæld kan man blive sat til at hjælpe med at forberede mad til elefanterne, eller skrubbe dem bag øret når de skal bades i floden.

Dagsprogram

På denne 2 dages tur får I serveret nogle af Thailands bedste historiske seværdigheder på et sølvfad. Med alt det gode fra 1-dages turen, og meget mere.

Dag 1:

Turen starter fra morgenstunden, hvor I bliver hentet på jeres hotel kl. 07.00. Efter en god køretur er I ude af Bangkok, og naturen ændrer sig til et smukt og frodigt landskab i området omkring Kanchanaburi.

I starter med at besøge det fantastisk smukke Erawan vandfald. Her er vandet rent og oplevelsen helt sikkert ægte. Erawan vandfaldet er et vandfald bestående af syv terrasser/niveauer. Det kræver lidt benarbejde at nå alle syv niveauer, men man kan med fordel tage badetøjet med og snuppe en dukkert flere steder på vej op.

Minibussen tager jer herefter videre til floden Kwai, hvor I får serveret frokost lige ved den verdensberømte bro, ved floden Kwai. Broen var et led i den thailandske og burmesiske jernbanelinje for at understøtte den japanske okkupation af Burma. Omkring 100.000 tvangsudskrevne asiatiske arbejdere og 12.000 krigsfanger døde under hele projektet.

Efter frokost er der god tid til at krydse broen - enten på gåben eller med det gamle lokomotiv tog - og indsuge stemningen i området.

Efterfølgende går turen til Thailand-Burma Railway Museum, hvor I gør ophold en halv times tid, rigelig tid til at få et udmærket indblik i den historiske fortid, både i billeder og fortællinger.

I forlængelse af museumsbesøget gør I ophold ved De Allieredes Krigskirkegård fra 2. Verdenskrig, hvor knap 6.900 allierede fanger ligger begravet - herunder en enkelt dansker. Her gør I også ophold og lytter til guidens fortællinger.

Eftermiddagen sluttes af med en tur i longtailbåd, der sejler jer ned ad River Kwai gennem det meget smukke landskab og med udsigt til lokallivet ved flodbredden. Sejlturen varer ca. 1 time og slutter tilbage med River Kwai Jungle Raft, hvor I checker ind. Her bliver serveret en dejlig middag ovenpå dagens oplevelser og indtryk. Resortet er beliggende lige ved flodbredden med en smuk udsigt og en enestående stemning. Når mørket falder på, lytter I til junglens lyde i skæret af levende lys.

Dag 2:

Dag 2 starter med, at I nyder stilheden ved flodbredden på hotellet. Efter morgenmaden og udsigten er nydt, kører I kl. 9.30 mod Hellfire Pass. Et af de steder hvor jernbanen krævede allerflest menneskeliv. Her bekræfter både museum og den dybe kløft gennem et stort bjerg vilkårene for arbejderne.

Efter en times tid i de barske omgivelser, kører I en kort tur, men til en noget mere idyllisk side af Thailand. I Hintok River Camp ligger en gruppe luksustelte ved flodbredden som en lille oase. Herfra tager I på en guidet cykeltur i lokalområdet gennem lokale landsbyer til et meget lokalt tempel, og udforsker naturen i det smukke område.

Tilbage i Hintok vil I få serveret en lækker lokal frokost, inden I stiger ombord på det gamle tog ("dødsruten"), der tager jer tilbage til Kanchanaburi. Som alternativ til togturen kan man i stedet besøge det elefant-venlige "Elephant World". En lille elefant oase, der gør et stort nummer ud af, at elefanterne hverken skal udsættes for unaturlige gøremål og shows, eller at lade turister ride på deres ryg. Her får man i stedet lov til at hjælpe til. Under en lille rundvisning kan man blive sat til at hjælpe med at forberede elefanternes mad, og tilmed få lov at hjælpe til med fodringen. Passer det med tidspunktet, kan man gå med elefanterne ned til floden og se dem få et af deres daglige bade. Måske bliver man ligefrem sat til at skrubbe en elefant bag øret. Besøget hos elefanterne er et tilkøb til turen, men ønsker man at komme helt tæt på de store dyr, skal man unde sig selv denne oplevelse.

Sidst på eftermiddagen er det tid til at vende tilbage mod Bangkok, hvor I, alt afhængig af trafikken, vil være tilbage på hotellet ca. kl. 20.00.

Få tilbud på udflugten Se flere ture på rejsemålet