Her får du et forslag til, hvordan dagene i Kenya kan se ud. Rejsen kombinerer en privat safari i Lake Nakuru og Masai Mara med seks nætter ved Diani Beach. Rejsen skræddersys naturligvis, så den passer til den måde, du vil opleve Kenya på.
Dag 1: Afrejse fra Danmark
Du rejser fra Danmark mod Kenya og lander i Nairobi næste dag.
Dag 2-4: Nairobi
Ved ankomsten bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel i Nairobi. Med to nætter i byen har du tid til at lande efter rejsen og opleve Kenyas hovedstad, inden safarien begynder.
Den fri dag kan bruges på nogle af Nairobis mest kendte oplevelser. Besøg Karen Blixen Museum, hvor den danske forfatter boede, mens hun drev sin kaffefarm ved foden af Ngong-bakkerne. I nærheden ligger Giraffe Centre, hvor du kommer helt tæt på Rothschild-giraffer, og David Sheldrick Wildlife Trust, hvor du kan se de forældreløse elefantunger, som organisationen redder og senere sætter ud i naturen igen.
Dag 4-6: Lake Nakuru
Om morgenen henter din chauffør-guide dig på hotellet og starter med en introduktion til safarien. Køreturen på cirka 3½ time går mod nordvest ned i Great Rift Valley, og du ankommer til din camp i tide til frokost. Eftermiddagen er fri, og før eller efter middagen tager du på natsafari i Mbweha Conservancy, hvor du har chancen for at se de nataktive dyr, som dagsafarien ikke viser.
Næste dag er helliget Lake Nakuru National Park. Parken ligger en halv time fra campen, og med madpakke er der ingen grund til at skynde sig tilbage. Lake Nakuru er kompakt og varieret med søbred, akacieskov og åbent græsland, og parken er et af Kenyas bedste steder at se både sorte og hvide næsehorn. Her lever også Rothschild-giraffer og bøfler, og søen tiltrækker et rigt fugleliv. Om aftenen vender du tilbage til campen til middag.
Dag 6-8: Masai Mara
Efter morgenmaden kører du cirka 5 timer sydpå til Masai Mara National Reserve. Den sidste del af turen er allerede en kort safari på vej mod campen, hvor frokosten venter. Om eftermiddagen tager du på din første rigtige game drive over Masai Maras åbne sletter.
Den næste dag har du hele dagen i Kenyas mest kendte vildtområde. Sammen med din guide vælger du mellem en udvidet morgen- og eftermiddagssafari med frokost i campen eller en hel dag ude på sletterne. Reservatet er kendt for sine store katte og enorme flokke af slettedyr, og fra juli til oktober finder den store migration af gnuer normalt sted i området. Denne morgen kan du som tilvalg starte dagen med en ballonsafari over savannen ved solopgang.
Dag 8-14: Diani Beach
Efter morgenmaden i Masai Mara kører du tilbage til Nairobi (cirka 5½ time) med madpakke eller frokost undervejs og bliver sat af i lufthavnen omkring kl. 13.30. Herfra flyver du videre til Diani på Kenyas sydkyst, hvor rejsens sidste seks nætter venter.
Ved Diani Beach skifter savannen med hvide sandstrande, palmer og Det Indiske Ocean. Efter dagene med tidlige morgener og game drives får du her tid til at sænke tempoet og nyde kysten i dit eget tempo.
Dagene kan bruges præcis så roligt eller aktivt, som du ønsker. Tag ud og snorkle ved revet, tag på delfintur langs sydkysten, eller tag på udflugt til Mombasa Old Town med smalle gader, swahili-arkitektur og historie fra tiden som handelsby.
Med seks nætter er der god tid til både at opleve området og have dage, hvor der ikke behøver stå andet på programmet end strand, hav og sol.
Dag 14: Hjemrejse
Det er blevet tid til at tage afsked med Kenya for denne gang. Fra kysten starter hjemrejsen mod Danmark, og du lander næste dag.
Kontakt vores rejsekonsulenter