TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

Hej Ricko og Jakob

Vi har haft den skønneste tur. Alt passede og var klar når vi kom, så selve planlægningen kunne ikke have været bedre!

Grundet tidspunktet, hvor vi valgte at tage af sted, så kunne vi bestemt mærke at det var lavsæson i KhaoLak. Mange af ”butikkerne” havde også ”ferielukket”, men det var ikke noget problem. Vi havde jo derfor stort set poolen helt for os selv, og det var noget vores tre drenge kunne bruge;o) Servicen og venligheden var helt bestemt i top! Dog skal man ikke satse på at kunne finde svømmefødder i Thailand – det skal tages med hjemmefra, men maske og snorkel kan man finde i alle prisgrupper.

Vi tog til Khao Sok på Elefanttrekking og kanotur. På kanoturen fandt vores guide en krappe, så drengene kunne se den helt tæt på og endda (hvis de turde) røre ved den. Det var super godt! Det var søde dejlige elefanter, som tog os en lang tur ind i junglen til et lille vandfald og tilbage igen. På resten af turen rundt så vi også et rigtig flot vandfald og fik noget god mad samt sejlede i kano. Vi så ikke aberne ved deres tempel, da de grundet den tidligere regn slet ikke kom ned fra bjergene. Selve planen blev ændret undervejs da det regnede lidt og det synes vi var yderst fornemt, at planlægningen så bare blev ændret. Poy, som var vores guide, var rigtig frisk, venlig og meget informativ. Det var en super god dag!

På Koh Phangan boede vi helt perfekt lige ved pool, mad og strand – og med en super skøn udsigt. Men vi fik valgt den forkerte tur, og må simpelthen jo så bare komme tilbage for at få set meget mere. Med den forkerte tur menes at vi valgte at sejle et godt stykke ud til et fredet område, men turen derud var meget hård, og vores yngste samt mig selv måtte se noget nærmere på deres store skraldespand. Mandskabet var super fint og meget underholdende, og tog sig rigtig godt at de ”søsyge” stakler, men det gjorde at resten af turen lå lidt i skyggen af bekymringen for hjemturen, som var meget stille og rolig.
Selve hotellet som vi boede på var i den dyre ende, og servicen, ejeren og de ansatte var super venlige og meget hjælpsomme og maden var rigtig god, men stedet savnede vist et tjek fx sad den ene lampe i poolen MEGET løs (gjorde os lidt nervøse mht. evt. strøm – vi så det dog først på den sidste dag; og fik ikke nævnt det for ejeren).

På Koh Samui boede vi på turens absolutte skønneste hotel Smile House. Det er absolut ikke sidste gang at vi kommer dér! Alle mine drenge havde dog på skift haft en sygedag, eller havde det under rejsen fra Koh Phangan til Koh Samui, så vi nød at vores hus havde godt med plads også til bare at ”være i ”.  Vi boede lige ud til poolen! Der var WiFi alle steder, men her kunne vi endda komme på i huset! Vi var efterhånden så mættede af indtryk og gode oplevelser, at vi holdt os meget til hotellet og til området Fisherman Village, og tog en heldagstur ind til Chaweng samt tog vi sidste dag i Koh Samuis vandland til stor glæde for vores tre drenge.

Turen var helt som vi ønskede, og vi har selvfølgelig lært en masse til vores næste tur; for det er bestemt ikke sidste gang, at vi har besøgt Thailand og mest af alt Koh Samui! Vi vil næste gang planlægge med to steder og mange flere dage på Koh Samui, hvor man jo så kan arrangere en dag eller to på Koh Phangan med overnatning, men hvor man så kun lige har en rygsæk med og lader resten af ens ting være på hotellet på Koh Samui (som bestemt vil være Smile House igen;o).

Venligst 5xM

(Morten og Marianne – Mikkel, Magnus og Malthe)