TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

Hej Ricko,

Velankommet tilbage til kolde Danmark, vil jeg lige sende en mail for at sige tak for en vidunderlig ferie!
Thailand er et magisk og dejligt land, og det er bestemt ikke sidste gang vi skal dertil - og jeg kan love for at næste gang bliver også i samarbejde med Unique Travel.

Chiang Mai er blevet et hjertebarn, vi følte os hjemme og byen er fantastisk. Folk er søde og smilende, og templerne får ens øjne til at trille ud af hovedet. Vi kunne tage alt i vores eget tempo, og virkelig smage på landet (i den grad på alle de lækre gadekøkkener!).
I Chiang Mai var vi på et par ture, som du og Unique Travel ikke (endnu) tilbyder, og jeg vil derfor gerne videresende links til dig, så dette måske kan blive en del af jeres oplevelser. En dag var vi ude og besøge Elephant Jungle Sancturary www.elephantjunglesanctuary.com, hvor man tilbringer en hel dag i selskab med de store grå væsener. Det var vildt, og helt klart noget vi vil anbefale.
Derudover tog vi en morgen med Untouched Thailand og denne tur hvor vi var oppe og se Wat Doi Suthep med en privat guide, som også står som en rigtig dejlig oplevelse. Måske man kan lave samarbejde med dem? eller tilbyde nogetlignende.

Nan og hans My Dream Guesthouse var præcis så hjemmeligt og hyggeligt som du beskrev for os, og selvom vejret var imod os (ca. 8 grader og regn), havde vi nogen rigtig gode dage, hvor Nan gjorde alt for at vise os området på trods at forholdene. Vi kom ikke ud og ride på elefanter eller på rafting, men Nan kørte os rundt i hans bil, og viste os de forskellige landsbyer. Vores endags tur til Golden Triangle med Nan forløb også rigtig godt, og Nan sætter virkelig alt ind på at gøre det så lokalt som muligt, så vi næsten føler os som en del af Nordthailand. Det er dejligt at mærke, og virkelig unikt!

Mae Kok River Village Resort var smukt og meget afslappende. Vi havde hele hotellet for os selv, da der ikke var andre gæster på det tidspunkt, og vi nød det!

Du havde ganske ret i at man ikke behøver lang tid i Bangkok. Den ene dag hvor vi så Grand Palace var fint, det var smukt og til aften glædede vi os til at komme afsted igen.

Endags turen til Kwai startede rigtig fint. Vores guide Poom var virkelig sød, og utrolig god til at fortælle. Det var meget spændende at høre hende fortælle om Bangkok og thailandske traditioner. Turen til kirkegården var bevægende, især fordi vi mod forventning fandt en dansker begravet. Museet bagefter var også rigtig fint og historien om krigsfangerne, som skulle bygge den lange jernbanetrækning er jo forfærdelig.

Floathouse River Kwai er et must hvis man er på de kanter. Det er et skønt hotel, og værelserne er overdådige! 3 dage på floden og vores energiniveau var fuldstændig opladt. De serverer dejlig mad, tjenerne er søde, og ideen med at kaste sig i floden for at bade er rigtig sjov. Helt klart til hotel vi var mest imponeret over.

Alle afhentninger, kørsel til og fra, og hotelaftaler fungerede upåklageligt, og alt vi behøvede at gøre var at stille os klar til aftalt tid. Fantastisk service! Vores meget specifikke ønsker om at opleve hver en krog af Thailand på vores måde blev i den grad opfyldt.
Næste gang vi skal til Østen bliver det helt sikkert Unique Travel, der skal arrangere det.

Kærlig hilsen
Katrine (og Henrik)