Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021

REJSEBLOG

Filippinerne 2018: Palawan

Ricko og Tilde har mere eller mindre udforsket hele Palawans kuperede terræn, lækre strande og smukke områder. I dette sidste blogoplæg fra deres inspektionsrejse til Filippinerne, fortæller Ricko om deres oplevelser på øen.

Efter massevis af oplevelser bestående af sejlture, snorkling, afslapning, osv. i El Nido, kørte vores lokale chauffør os til nogle af de mere sydlige områder på Palawan.

San Vicente og Port Barton

Første stop var et område der hedder San Vicente. Vi havde høje forventninger til stedet, og håbede på at finde et paradis, der endnu ikke var blevet overrendt af turister – med lækre hoteller og bungalows helt ned til stranden. Men det var ikke helt hvad vi blev mødt af. Selvom San Vicente er et rigtigt lækkert område med fantastiske strande, er det er yndet backpacker sted, fremfor et familievenligt område.

Vi hørte dog mange rygter om, at flere store hoteller allerede havde købt grunde i området, og at en landingsbane var under opbygning – så San Vicente er under udvikling, og om nogle år, er der stor sandsynlighed for at området vil falde lige i vores smag!

Fra San Vicente gik turen videre ned til Port Barton, hvor vi også havde sat vores forventninger op til at finde Palawans skjulte paradis.

Præcis ligesom San Vicente er området superlækkert, men endnu mest attraktivt for backpackere. Begge områder har nogle lækre strande, en fantastisk atmosfære og den helt autentiske, lokale stemning – omgivet af masser af ro og fred.

Så på den front er områderne helt perfekte! Men der mangler hoteller af lidt højere kvalitet, med pool osv., som også kan bruges til børnefamilier.

Sabang

Sabang er kendt for deres underground rivers, grotter og drypstenshuler, og det skulle vi selvfølgelig også opleve!

Vi tog ud for at udforske undergrundsfloder, grotter og drypstenshuler i en lille jolle sammen med et par guider. Turen tager alt i alt en times tid, og man sejler rundt inde i grotterne som guiderne lyser op, så man kan se alle klippeformationer, kalkstensklipper og drypstenshuler.

Grotterne er UNESCO-fredet, og det er tydeligt at se hvorfor! Det var virkelig flot, og en kæmpestor oplevelse!

I Sabang ligger der to store og rigtig flotte hoteller, hvoraf det bedste hedder Daluyon Beach and Mountain Resort. Resortet ligger kun en kort køretur fra de smukke underground rivers, har et lækkert udendørs pool-område og rigtig fine bungalows, villaer og værelser.

Puerto Princesa

”Hovedbyen” Puerto Princesa, er en lokal og hyggelig by med forskellige udflugtsmuligheder og aktiviteter. Strandene i området er meget påvirket af høj- og lavvande, hvilket betyder at kvaliteten af både sandstrand og badevand ændrer sig meget.

Det betyder at Puerto Princesa ikke er egnet til badeferie, men det er et rigtig skønt sted at opleve et par dage – og benytte sig af byens udflugts- og aktivitetsmuligheder.

Vi var ude og se 6 forskellige hoteller i området, hvoraf jeg gerne vil fremhæve to af dem: Best Western Plus The Ivywall Hotel og Blue Palawan Beach Club.

Best Western Plus The Ivywall Hotel er et lækkert og moderne hotel, med store værelser og indendørs- og udendørs pools. Hotellet ligger et stykke fra kysten, og det er derfor ikke her man skal tage hen hvis man ønsker badeferie ved strand. Men det er klart et af de bedste hoteller i byen!

Blue Palawan Beach Club ligger helt ned til vandet, og har strandhytter direkte på stranden med udsigt udover havet. Som sagt er strandende i Puerto Princesa ikke altid lige gode pga. høj- og lavvande, men hotellet har også et udendørs pool-område, med sand og liggestole. Så udsigten over vandet kan stadig nydes i afslappende omgivelser, ved en lækker pool!

 

Alt i alt har Filippinerne været en superfed oplevelse med Coron, El Nido og Palawan – hvor min personlige favorit oplevelse var sejlturen i El Nido!”

 

Dette var sidste oplæg fra Ricko og Tildes inspektionstur for denne gang – en tur der sluttede med en stor begejstring for det klippe- og ørige land, der kun venter på at blive udforsket mere!