Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021

REJSEBLOG

En stemningsfuld fortælling fra Sri Lanka og Maldiverne

Vi har fået lov at dele denne fantastiske beskrivelse og fortælling fra Niels og Lottes rejse til Sri Lanka og Maldiverne. Det er meget inspirerende at læse, og man kan virkelig mærke stemningen fra rejsen!

"Kære Ricko og Unique Travel

Med kufferten pakket med store forventninger og diverse pakkenelliker såsom tøj, snorkeludstyr, Sol-faktor 70, vandresko og rejsebøger drog vi forventningsfulde afsted mod Colombo i Sri Lanka.

Vi blev hentet i lufthavnen af vores chauffør som hang blomsterkranse af orkideer om halsen på os. Vores rejse var begyndt. 

Startende med en overnatning i Negombo, så vi kunne påbegynde vores seks dages rundrejse friske og udhvilede. Rundrejsen tog os rundt i et smukt land med natur af forskellig slags, med alt fra rismarker, til bjergområder med vandfald, skråninger med themarker til landeveje med frugtboder og fritgående elefanter. Uanset hvor vi befandt os var det rige dyreliv med os. Lyden af skræppende påfugle og nysgerrige aber fulgte os hele vejen og i naturparkerne Horton, Udawalawa og Yala blev vi mødt af alt fra elefanter, krokodiller, varaner, vandbøfler til et hav af smukke fugle.

Vores tro væbner Suminda vores chauffør, som også var guide og leksikon, førte os gennem rundrejsen på fornemmeste vis. Sumindas tilstedeværelse har haft en stor betydning for vores samlede oplevelse af rejsen. Han var altvidende inden for politik, dyreliv, fauna, religioner hinduisme/budisme og kolonariske oplevelser og meget mere. Han havde en uudtømmelige viden om alt og var stedkendt og sikrede at alt klappede som det skulle. Vores program var tætpakket med relevante oplevelser ligefra waterrafting til trekking- og safarieture, til besøg i diverse templer, togtur og stop ved vejkanten når vi spottede noget vi måtte se og ikke mindst besøgte vi de fantastiske byer - Kandy, Eliya Nuwara og Ella. Suminda fiksede de små ændringer der var på rundturen, så vi f.eks. ikke skulle forholde os til et forsinket tog eller tage højde for hvornår vejret kunne få indflydelse på vores mulighed for at møde en leopard. Desværre blev det kun til et friskt aftryk fra en leopard i Horton, men så har vi jo noget at vende tilbage til Sri Lanka for. - Og det er vores plan.

Programmet var veltilrettelagt og relevant, og vi fik mulighed for at tilkøbe en tur med "ko-vogn", sejltur i en interimistisk hjemmelavet pram, der bragte os ud til et "madlavningskursus" i en hytte af palmeblade, hvor et måltid blev tilberedt med kokosnødder der blev flækket og revet, chili, der blev moset og ris der blev sigtet og siet og friske grøntsager der blev tilsat, så vi fik den bedste frokost rejsen bød på. Hjemturen foregik i tuk-tuk, med min mand ved styretøjet. 

Som det eneste på programmet kunne vi godt have undværet det traditionelle danseshow i Kandy, hvor vi hellere ville have haft lidt tid til at se Kandy by, men det er virkelig en detalje i forhold til den samlede pakke.

De forudbestilte hoteller var alle fantastiske, der var virkelig valuta for pengene. Alle var smukt placeret i naturskønne omgivelser og bød på lækre buffeter, med varieret udvalg fra det sri lankanske køkken. Hotellerne var virkelig tip-top standard og også her blev vi mødt af de imødekommende sri lankanere. På hotellerne er tradition, at man bliver budt velkommen med en kølig frisk drink/juice og en klud til at vaske hænder og ansigt i efter dagens strabadser. En dejlig gestus, der gør at man føler sig velkommen.

Sri Lanka er et fantastisk land også hvad angår en venlig, imødekommende og oprigtigt interesseret befolkning. Uanset hvor vi kom hen, var folk arbejdsomme, pålidelige og servicemindet og var der for at gøre vores oplevelse unik.

6 dags rundturen afsluttede vi med en todages badeferie på den sydlige kyst af Sri Lanka i byen Mirissa. Efter 6 dage, hvor vi flere dage stod op før solen og kom sent på hotellerne, trængte vi til at fordøje indtrykkene og slappe af til bølgebrus. Hotellet i Mirissa var smukt placeret på stranden med flot udsigt over det indiske ocean, hvilket fuldt ud kompenserede for det ellers småslidte hotel. Men også her synes vi, at der var valuta for pengene.

Vi var så heldige at opleve to skildpadder komme op på stranden og lægge deres æg. Det var en uventet oplevelse, men det gjorde stort indtryk på os og gav os en fin afslutning på vores tid i Sri Lanka.

Næste stop på vores rejse gik til Maldiverne. Maldiverne er sandt at sige paradis på jorden. Der er fuld overensstemmelse mellem de billeder vi havde googlet hjemmefra og de faktiske forhold. Maldiverne er en fryd for øjet og allerede fra vores fly fornemmede vi øgruppens enestående udseende. Det turkisblå vand, de hvide sandstrande og korallerne er som på et postkort.

På Paradise Island, som helt lever op til sit navn, havde vi en fantastisk tid. Der var tid til at lave ingenting, til at være stille og til at snakke, til at drikke drinks og ikke mindst til at snorkle. Vi snorklede med rokker, reef sharks, fisk i alle regnbuens farver og på en snorkeltur til en naboø, fik vi et dejligt gensyn med en skildpadde, der kom op fra dybet og svømmede med os. Det var en fantastisk oplevelse!!

Vores Strandbungalow var lækker med egne liggestole mod stranden, udendørs brusebad og lækkert interiør. Vi nød hvert et øjeblik og selv om denne del af turen nok var den mest bekostelige del af rejsen var det alle pengene værd. Prisniveauet på øen var på niveau med danske priser, når man går ud og spiser, så det var helt ok og ikke så dyrt som forventet.

Vores eneste anke mod ferien på Maldiverne er, at det går hen og bliver svært at finde noget i fremtiden, der kan matche Maldivernes smukhed?

Unique Travel, vi vil gerne takke jer for at i har medvirket til, at vi har haft den mest fantastiske rejse til Sri Lanka og Maldiverne. Det har være veltilrettelagt og vi har følt os i gode hænder både før og under rejsen. Alt har fungeret perfekt. Vi er allerede igang med at gøre os tanker om næste vinters rejse, og der kan i regne med at høre fra os igen. Tusinde tak til jer, det har været tip-top.

Mange hilsner
Niels og Lotte"