Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021

VIETNAM

Mekong Lodge

Dette smukke ophold på Mekong Lodge giver jer mulighed for at udforske Mekong Deltaet, “De ni dragers flod”, helt tæt på.

Deltaet er et af Vietnams tættest befolkede områder og regnes for at være et af Vietnams mest frugtbare områder. Det omtales som Vietnams spisekammer, med markeder der bugner af friske fisk, grøntsager og frugter i alle afskygninger. Selve resortet ”Mekong Lodge” er yderst charmerende og har en naturskøn beliggenhed omgivet af en have ved Tien-flodens bred. 

*Denne tur kan afkortes til 2 dage / 1 nat – se mere til højre under bemærk.

Dagsprogram:

Dag 1: 

Fra morgenstunden er der afgang fra Ho Chi Minh City mod Mekong Deltaet, der allerede viser sig på vejen ud af byen. Når I ankommer til Cai Be River, går I ombord på en charmerende skibsbåd, som sætter kursen mod Mekong Lodge. Bådtransporten er en oplevelse i sig selv, og I vil her få jeres første oplevelse på Mekongflodens frugtbare strømme.

Iført lokale traditionelle dragter tager de smilende værter på Mekong Lodge imod jer ved ankomst og viser jer til jeres private bungalow. Efterfølgende vil I få serveret en lækker frokost i Mekong Riverside Restaurant.

I vil i løbet af dagen få mulighed for at deltage i udflugter, hvor I kan opleve den spændende og rolige lokalkultur og natur. Det kan være en gå- eller cykeltur i lokalområdet, enten i den fantastiske natur omgivet af plantager og betagende udsigter, eller til den nærliggende landsby. Vi kan kun opfordre jer til at tage en snak med de lokale, som er kendt for deres venlighed, varme og generøsitet.

Når I igen er tilbage på Mekong Lodge, vil I om aftenen få serveret en middag med lækre vietnamesiske råvarer, omhyggeligt forberedt af de dygtige kokke. Efterfølgende kan man nyde en kold drink i Riverside Bar, mens mørket falder på.

Måltider: Frokost og middag.

Dag 2: 

Efter en lækker morgenbuffet bliver I ført ned til lodgets ”Sampan”. En klassisk kinesisk robåd der vil fragte jer ad Mekong Deltaet, til I når det flydende marked Cai Be. Et kulturelt træk, som skal opleves tidligt på dagen, da I her vil få et indblik i Cai Be markedets spændende kultur og historie. Cai Be markedet på Tien River var før i tiden et flydende marked med hundredvis af både, der samledes til dagens ferskvarehandler. Efter der er blevet etableret broer over floden og veje på land, er markedet blevet væsentlig mindre, og oplevelsen er nu en helt anden. Bådene er få, men traditionelt set fyldt med friske varer, og I vil stadig få en god smagsprøve på et traditionelt vietnamesisk flydende marked.

Resten af dagen er til fri disposition. Vi kan anbefale jer at fortsætte opdagelsen af Mekong Deltaet på cykel, hvor I ubesværet kan komme rundt ad små stier, som krydser hen over de mange kanaler.

Indtag den friske luft og smukke udsigt og forkæl jer selv med friskplukket frugt fra de lokale frugtplantager.

Om aftenen får I mulighed for selv at prøve kræfter med nogle af Vietnams kulinariske specialiteter, når I skal deltage i den vietnamesiske madlavningsskole. Her vil vietnamesiske kokke instruere jer i at tilberede nogle af Mekong Lodgets signaturretter. Oplevelsen er både sjov og lærerig, og man får nogle interessante opskrifter med hjem. Efterfølgende nydes den tilberedte middag i en hyggelig atmosfære.

Måltider: Morgenmad, frokost og middag.

Dag 3: 

På tredjedagen er der god tid til at slappe af og nyde Mekong Lodgets eventyrlige ro og smukke landskab. Lad stilheden og atmosfæren omslutte jer, og oplev tiden stå stille - det er en helt speciel følelse!

Sidst på eftermiddagen går turen igen tilbage til Cai Be River med båd, og herfra videre med bil til Ho Chi Minh City, eller med færge til Phu Quoc.

Måltider: Morgenmad.

Få tilbud på udflugten Se flere ture på rejsemålet

 

Book denne udflugt

Udfyld formularen herunder, eller kontakt os på info@uniquetravel.dk eller tlf. 59 49 86 30 hvis du ønsker at booke denne udflugt.

Du kan booke udflugten uanset om din rejse er arrangeret gennem Unique Travel eller ej.