Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021

VIETNAM

Easy Riders - rundtur i højlandet omkring Dalat

Den absolut mest fantastiske måde at opleve Dalatområdet på, fås hos de lokale Easy Riders. Her får du din egen Motorbike-driver og sidder behageligt bagpå med hjelm og rygstøtte, mens han fører dig sikkert ud af byen, hvor det smukke højland og områdets prægtige natur åbner sig. Med den lune vind på kroppen føler du dig virkelig i live og bestemmer naturligvis selv tempoet, på den cirka 70 km lange rundtur.

Omgivelserne byder bl.a. på:

  • Smukke vandfald
  • Bomuldsmarker og indblik i den lokale bomuldsproduktion
  • Enestående grøn natur og smukke udsigtsposter
  • Kaffe og te-plantager
  • Besøg i små lokale landsbyer og et indblik i deres dagligdag 


Dalats smukke højland er Vietnams svar på vinmarkerne i Sydfrankrig og Spanien. Her er både dyre- og planteliv, dog med det særprægede og eksotiske asiatiske tvist. I Dalat by bliver den franske fornemmelse ikke mindre af, at en radiomast rent faktisk er formet som Eiffeltårnet. Ydermere har vores egen franske Prins Henrik boet i byen under sin opvækst, hvor hans familie ejede en af byens mange franske villaer.

Faktisk er 9 ud af 10 turister, der besøger Dalat, vietnamesere. Mange tager dertil for at få det perfekte motiv til deres brudebilleder på bryllupsrejsen. Og byen har MANGE billedflotte scenarier. Den gamle jernbanestation med det oprindelige damplokomotiv, den store smukke sø midt i byen og de farverige markeder, der bugner af alverdens frugter, grøntsager og blomster. Boligområderne med de smukke gamle franske villaer bliver af mange brugt som sommerhus, idet Dalat er en af de få byer i Vietnam, der har en behagelig temperatur året rundt.

Dagens program:

Turen begynder fra dit hotel. Allerede på vej ud af Dalat by er første stop ved den smukke og imponerende drage-pagode. Her får du (udover nogle flotte fotos) et godt indblik i buddhismen. Husk at benytte den vidende guide, som helt sikkert er god for uddybende information om buddhismen, og måske har nogle sjove historier om overtro m.m.

Turen går nu videre ud af byen, og det smukke bjerglandskab åbner sig, mens I langsomt bevæger jer højere og højere over havets overflade. Der er nu mulighed for at gå en tur og udnytte den smukke udsigt til billeder, der vil imponere de nysgerrige, når I kommer hjem.

Siden USA's handelsembargo mod Vietnam blev ophævet i 1995, har landet gennemgået en rivende udvikling. Den pludselige mulighed for eksport af diverse landbrugsvarer er besøget på en lokal kaffeplantage et godt eksempel på. Der dyrkes forskellige bønner, og for kaffeelskeren er en tur på plantagens egen café et absolut must. Det er svært at vælge blandt de forskellige færdigristede sorter af bønner, som har hver deres lugt og smag. Sjovest er det nu nok at vælge de såkaldte "weasel-beans", som har fået den helt karakteristiske smag efter en tur gennem dyrets tarmsystem!

Efter et lignende besøg på en te-plantage går turen videre til en lille lokal silkefabrik, hvor I får et lærerigt indblik i silkeproduktionen, lige fra larvens forpupning til de smukke bearbejdede farvede materialer som duge og tørklæder.
Næste stop på turen bliver en kort nedstigning ad en klippetrappe for at betragte det brusende Elephant Waterfall. Det er nu tid til at nyde frokosten på en lokal restaurant.

På vej tilbage til Dalat får I glæden af at besøge en smuk og frodig blomsterfarm, med et væld af forskellige farver og blomstertyper, i og udenfor drivhuse, for til sidst at besøge det såkaldte "Crazy House" i Dalat. Dette finurlige og organisk udseende mesterværk af en bygning overrasker og bringer tankerne hen på Barcelonas Gaudi's. Det er et værdigt punktum på en yderst oplevelsesrig dag.

Få tilbud på udflugten Se flere ture på rejsemålet

 

Book denne udflugt

Udfyld formularen herunder, eller kontakt os på info@uniquetravel.dk eller tlf. 59 49 86 30 hvis du ønsker at booke denne udflugt.

Du kan booke udflugten uanset om din rejse er arrangeret gennem Unique Travel eller ej.