Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021

VIETNAM

Ninh Binh - 2 dage

Udforsk Vietnams enestående natur og atmosfære, når I på turen til Ninh Binh både skal på vandretur op til toppen af Ngoa Long bjerget. I vil også, via en cykeltur rundt i lokalområdet, besøge Tam Coc og Vietnams gamle hovedstad Hoa Lu, og Mua Cave som har en af de mest attraktive udsigter i Vietnam.

Undervejs på denne oplevelsesrige tur vil I også få muligheden for at deltage i et af de lokale madmarkeder, hvor de lokale handler med deres varer. I skal besøge en lokal familie, der vil lave traditionel vietnamesisk mad og lære jer om den vietnamesiske kultur, når I skal følge dem i deres daglige gøremål.

I skal opleve Tam Coc både til vands og til lands. Til vands bliver I sejlet ud i bugten i små både. Til lands skal I nyde den fantastiske udsigt udover Tam Coc. Både fra toppen af Ngoa Long bjerget, men også fra Mua Cave.

En af de bedste måder at udforske den vietnamesiske natur og atmosfære på er på cykel. Og det er lige det, I skal! Cykleturen går forbi de mange rismarker og kalkstensbjerge, mens I vil blive klogere på den vietnamesiske historie og kultur.

Dagsprogram

Dag 1:

I bliver samlet op i Hanoi tidligt om morgenen, hvor kursen sættes mod Ninh Binh. På vejen tager I et kort stop i Dong Van, i Ha Nam provinsen, der er kendt for gode trekking muligheder samt bjergbestigning - I skal dog kun nyde udsigten denne gang.

Først på formiddagen ankommer I til Tam Coc, der bliver kaldt for "Halong Bay på land". Her skal I ud på en ca. 1,5 times lang sejltur langs Ngo Dong floden. En afslappende tur med fantastiske udsigter, der fører jer igennem store kalkstensklipper og gudesmukke rismarker.

I vil få serveret en vietnamesisk frokost, hvorefter I bliver vist til jeres værelser eller bungalows, inden I skal besøge en lokal familie i Tam Coc. I får her en unique mulighed for at opleve lokalkulturen og hverdagen hos en lokal familie af tre generationer, der bor sammen.

Det er tid til at tage afsked med familien for nu. Turen fortsætter på cykel, gennem den smukke natur, til det første stop på cykelturen, der er den buddhistiske hule, Hang But. Drypstenshulen er 500m lang, og de mange stalaktitter og stalagmitter er et fantastisk syn – der er endda en Buddha-formet stalaktit, der sidder ved siden af en undergrundsflod.

Cykelturen går videre til Thung Nham fuglereservat, der har 40 forskellige arter af fugle og mere end 50.000 fugle i alt, inden I igen cykler tilbage til den lokale vietnamesiske familie, hvor der vil blive serveret eftermiddagste. Der vil være tid til et par timers afslapning hos familien, hvorefter I skal nyde en traditionel vietnamesisk middag.

Efter middagen, siger I tak for i dag og vender tilbage til værelserne for natten.

Måltider: Frokost og middag.

Dag 2:

Efter en tidlig morgenmad har I muligheden for at vælge imellem to forskellige formiddagsudflugter, inden I mødes igen til en lækker vietnamesisk frokost:

Udflugt 1 – lokalt madmarked og madlavningskursus

Jeres guide vil klæde jer godt på, inden I selv skal udforske og handle på det vietnamesiske madmarked sammen med de lokale. I bliver udstyret med en indkøbsseddel, de nødvendige vietnamesiske ord og nogle kontanter - og så er det ellers bare at gå på opdagelse mellem boder, bønder og de handlende!

Efterfølgende vil kokken lære jer om principperne bag de lækre lokale retter, inden I selv skal udnytte dagens indkøb til at lave jeres eget traditionelle vietnamesiske måltid.

Udflugt 2 – Mua Cave og Ngoa Long bjerget

Turen går til Mua Cave - på cykel! Mua Cave praler med en af de mest betagende udsigter i hele Vietnam, og det er bestigningen af hvert enkelt trappetrin værd!

Formiddagen sluttes af med en vandring til toppen af Ngoa Long bjerget, hvor udsigten ud over Tam Coc og Ninh Binh området er intet mindre end fantastisk - de indbydende grønne rismarker omgivet af de store og imponerende kalkstenklipper kan tage vejret fra enhver!

Midt på dagen mødes alle igen til en fælles vietnamesisk frokost, hvorefter der vil være tid til lidt afslapning i de smukke omgivelser. Det giver jer chancen for at fordøje alle de nye indtryk fra de sidste ti dage, inden turen om eftermiddagen går videre til Vietnams gamle hovedstad, Hoa Lu. 

I Hoa Lu vil en lokal guide fortælle jer meget mere om den spændende historie og kultur. I skal også besøge den gamle konge Dinhs tempel, der blev bygget allerede i det 11. århundrede. 

Efter to dage fyldt med kulturelle oplevelser, nye spændende indtryk, og nok også et kamera fyldt med fantastiske billeder, bliver I kørt tilbage til Hanoi, hvor turen slutter.

Måltider: Morgenmad og frokost.

Få tilbud på udflugten Se flere ture på rejsemålet

 

Book denne udflugt

Udfyld formularen herunder, eller kontakt os på info@uniquetravel.dk eller tlf. 59 49 86 30 hvis du ønsker at booke denne udflugt.

Du kan booke udflugten uanset om din rejse er arrangeret gennem Unique Travel eller ej.