Menu
Forside/Rejsemål/Thailand/Thailands mange øer

Mere om Thailand

Koh Samui - perfekt kombination af fred og fornøjelser

Koh Samui ligger på østkysten og er Thailands tredjestørste ø, og én af de få øer med en lufthavn. Det gør selvfølgelig, at mange turister kommer til Koh Samui, men øen har bevaret sin charme, og du kan stadig finde små fredelige strande, der lever op til ønsket om en skøn badeferie i Thailand. En af de gode ting ved Koh Samui er, at det kan kombineres med fine restauranter, barer, diskoteker og butikker, hvis du vil. Du kan f.eks leje en scooter for en dag og se hvor smuk hele øen er, eller kombinere opholdet med ø-hop til Koh Tao eller Koh Phangan. For børnefamilier, der er vant til charterferier, er en rejse til Koh Samui et rigtig godt alternativ - og ofte billigere end charterrejsen! 

 

Koh Phangan - fredelige strande og masser af fest

Badeferie i Thailand kan med rette indebære et besøg til Koh Phangan, som ligger lige nord for Koh Samui. Man kan også sagtens kombinere en ferie på disse to øer - der sejler både mellem øerne flere gange om dagen. Øen er på én måde mere rolig end Koh Samui, og der er mulighed for at bo helt ned til én af de mange vidunderlige strande med det fineste hvide sand. Koh Phangan har alt, hvad der kræves til en lækker badeferie i Thailand. På den anden side er det også her at mange unge mødes og fester på bestemte strande såsom "Bottle Beach" eller på Hat Rin, der ved hver fuldmåne lægger strand til et kæmpe Full Moon Party. 

 

Koh Tao - dykkernes paradis og afslappet atmosfære

Koh Tao er den mindste ø på østkysten og ligger nord for Koh Phangan. Øen er et tidligere dykkerparadis, hvor mange backpackere, dykkere og snorklere hang ud. Øens afslappede stemning er de seneste år blevet kombineret med flere lækre resorts, der har forstået at kombinere to ting, som normalt ikke hænger sammen - nemlig lækre strande med koralrev, der er perfekt for snorkling. Noget af Thailands bedste dykning/snorkling findes på Koh Tao, hvor massere af farverige fisk holder til, og hvis du er heldig, kan du måske se et glimt af (den ufarlige) Black Tip Reef Shark. På Koh Tao kan du bo i bungalow helt ned til stranden, og der er noget for ethvert budget, når ønsket er en badeferie i Thailand. 

 

Koh Chang - én af Thailands uspolerede perler

Koh Chang kan prale af at være Thailands næststørste ø. Turismen er først kommet til øen for relativt kort tid siden, så det er stadig én af Thailands perler. Koh Chang er en del af Mu Ko Chang Marine National Park, som består af flere end 50 mindre øer, og er kendt for sin smukke natur, frodige regnskov, bjergrige landskaber, kridhvide sandstrande og høje palmer. Det er ikke mindst den tilbagelænede og afslappede stemning, der gør, at mange nyder deres badeferie i Thailand på Koh Chang, og det er muligt at finde bungalows og hoteller i alle prisklasser. Desuden er der et væld af udflugtsmuligheder såsom snorkeltur, safaritur hvor I kan se elefanter, mulighed for at svømme med delfiner, ø-hop, madlavningskurser og middag omgivet af fireflies (ildfluer). Øen er let at komme til - enten med fly til lufthavnen Trat eller med minibus fra Bangkok. Øens klima følger klimaet i Bangkok, med ca. 30 grader fra november til februar, endnu varmere fra marts til maj, og regnsæson fra juni til oktober. Fra Koh Chang er der mulighed for at sejle til Koh Kood.

 

Koh Kood - perfekt "øde ø stemning"

Koh Kood er en lille ø, der ligger tæt ved Koh Chang. Det er et lille stykke uberørt paradis, med et mindre antal lækre resorts, og ikke mindst nogle af de bedste strande i Thailand. Her står tiden stille og du kan nyde de betagende smukke syn, som ellers kun opleves på billeder. Der findes ikke meget på øen, men du må ikke snyde sig selv for en tur på scooter rundt på øen, og forbi øens eneste butik - den lille tankstation. Herved kan du f.eks. tage nogle dage på forskellige strande. Der er også mulighed for at snorkle og besøge en perlefarm. 

 

Koh Yao Yai og Koh Yao Noi - autentisk indblik i lokalbefolkningen

Koh Yao Yai og Koh Yao Noi ligger en kort sejlads fra det pulserende Phuket og Krabi, og det er en gåde, hvordan disse to smukke øer fortsat kan ligge så uberørt hen. På Koh Yao Yai findes der blot to resorts (og en lille 7eleven) så her får du lov at være dig selv og nyde stilheden. Der er en smule mere liv med flere resorts, få butikker m.v. på Koh Yai Noi, men gældende for begge øer er, at de er omgivet af smukke strande, høje limstensklipper, her er fred og ro, masser af rismarker og lokalbefolkningen er helt autentisk. Det er ikke turisme, der er i fokus, men derimod arbejdet i rismarkerne, gummiplantagerne og køkkenhaverne.  En sejltur i kajak kan anbefales, da du derved nemt kan finde frem til grotter, skjulte laguner med strand og regnskov og dyreliv i form af aber og farverige fugle. Vi kan også anbefale at du lejer en scooter og kører rundt på øerne for at se dig om på egen hånd. Det er muligt at få scooteren med ombord på båden, som sejler mellem øerne, og en inspektion af begge øer er meget anbefalelsesværdig. 

 

Koh Lanta

Koh Lanta er en frodig, bjergrig og lidt større ø ud for Thailands vestkyst. De fleste strande er lavvandede og på trods af øens størrelse, er der en afslappet stemning overalt på øen. Her er ingen shoppingcentre eller lignende, men vi anbefaler at du går en tur i øens havneby Saladan, hvor atmosfæren er hyggelig, og du kan gå på opdagelse i de små butikker, dykkershops, madboder og restauranter. På Koh Lanta findes uspoleret natur og lokalbefolkningen lever et sparsomt hverdagsliv. Øen byder også på lidt barer og natteliv, men det er begrænset til bestemte steder på øen. Øen er meget besøgt af børnefamilier på grund af de rolige strande, men er I et kærestepar, der ønsker at ligge for jer selv på en bred hvid sandstrand, så findes der også romantiske steder som disse.  

Koh Lipe - også kaldet Thailands svar på Maldiverne

Koh Lipe ligger på vestkysten, ikke langt fra Koh Lanta eller den Malaysiske grænse. Det betyder, at et besøg på den fredelige tropiske ø både kan kombineres med en badeferie i Thailand og en badeferie i Malaysia. På Koh Lipe kommer du helt ned i gear! Her er ingen store resorts, liggestole i lange baner eller strandsælgere! Til gengæld er der bl.a. mulighed for at bo i 2-etagers bungalows direkte på stranden, hvor øverste etage udgør soveværelset, så man om morgenen kan slå glasdørene op og nyde solopgangen over havet DIREKTE FRA SENGEN. Så er I til romantik, afslapning, sol, dykning og snorkling er Koh Lipe et rigtig godt bud på en enestående badeferie i Thailand.'

 

Koh Ngai - og den fantastiske Emerald Cave

Koh Ngai ligger, så øen sagtens kan kombineres med Koh Lanta. Her er absolut stilhed, kridhvide sandstrande og hyggelige træbungalows med direkte udsigt over vandet. Her emmer stemningen af ø-liv. - Der er dog stor forskel på hvor høj- eller lavvande det er på øen, det kommer meget an på hvornår på året man besøger øen. Spørg ind til det, når I snakker med os!

Det er også her du finder Emerald Cave, som ligger en lille sejltur fra Koh Ngai. Emerald Cave er en hel hul klippe og ved besøg bliver alle udstyret med redningsveste og skal fra båden svømme ind igennem en kulsort grotte. Svømmeturen belønnes dog big time, når du rammer lysningen og solstrålerne, der skinner ned i klippen. Her afsløres et lille stykke fantastisk natur med sandstrand, grønne planter og bevoksning. 

 

Krabi - smukke kalkstensklipper og skønne strande

Krabi ligger på vestkysten i det sydlige Thailand, og kan kendes på de smukke tårnhøje kalkstenklipper, der rejser sig rundt om byen. Der er masser af sol, strand og efterhånden også restauranter og souvenirshops - alt hvad man forbinder med en badeferie i Thailand. For de aktive er dykning og klatring på de mange klipper en mulighed. Krabi er et godt udgangspunkt for udflugter ind i landet, eller ad vandveje til de mange smukke og spændende øer udenfor kysten, såsom Phi Phi Island. Krabi har en dagstemperatur på omkring 33 grader og høj luftfugtighed. På vestkysten falder de største mængder regn mellem maj og oktober, pga. sommermonsunen. Det behøver dog ikke at betyde hele dage med regn, men oftest nogle timer midt på dagen.

 

Khao Lak

Khao Lak ligger ca. 2 timer nord for Phuket, og består af en lang kyststrækning, med brede og flotte gyldne sandsstrande, der indbyder til lange gåture i vandkanten. Hotellerne ligger fordelt på den lange kyststrækning, og det giver en god fornemmelse af luft og ro. Strandene er gode, ikke så gode som ude på øerne, men ganske fine. Derudover er det nogle rigtig gode og lækre hoteller på strækningen langs stranden, hvoraf de fleste af dem er direkte ud til sand og vand. Khao Lak er et godt udgangspunkt til snorkel- og dykkerture til Similan Island, og ikke mindst til dagsture til Khao Sok nationalpark og jungle, som ligger blot 1 times kørsel derfra. Kort sagt: et roligt sted, men med masser af muligheder.  

 

Phi Phi Island - et lille stykke paradis

Phi Phi er en rigtig paradisø! Det er en lille ø, men man hverken kan eller skal bruge mindre end nogle dage på øen. Alle vegne skyder blændende smukke kalkstensklipper op, og havet omkring øen er turkisgrønt og helt klart, hvilket giver mulighed for rigtig god dykning og snorkling - ikke mindst ved den øde nabo-ø Phi Phi Lai. Du kan leje din egen lille båd (inkl. skipper) for en dag og selv bestemme tempoet. På Phi Phi Lai findes også den berømte strand, som blev brugt i filmen "The Beach" med Leonardo DiCaprio. Phi Phi er et populært turistområde, hvilket understreges med mængden af restauranter, butikker og barer, for mange nyder en del af deres badeferie i Thailand her. Der findes dog nogle isolerede resorts, som gør Phi Phi til et lille stykke paradis. Det meste fragtes dog hertil fra fastlandet og er derfor en smule dyrere. Phi Phi blev desværre hårdt ramt af tsunamien i 2004, hvor øen blev ødelagt og mange mistede livet. I dag gør man et forsøg på at hele såret, og så godt som alt er genopbygget.

 

Hua Hin

Hua Hin ligger blot 3 timers kørsel syd for Bangkok, og er derfor den letteste badeferie-destination at nå på kortest mulig tid. Hua Hin finder du på Thailands østkyst, og det kan (næsten) besøges året rundt, da monsumen ikke er så kraftig i dette område. Strandene langs kysten er smukke, men ikke de bedste i Thailand. Desuden findes der en del klipper. Så med mindre du er strand-fanatiker, skal du vælge et hotel med en lækker pool at slænge dig ved i stedet. Selve byen er hyggelig med små gader og en afslappet stemning. Her findes restauranter i alle afskygninger (også med europæiske retter), butikker, massagesteder, supermarkeder, en enkelt McDonald's og et ganske stort aftenmarked, hvor du godt kan gøre en god handel. Desuden har byen altid været den thailandske kongefamilies foretrukne feriested. Hua Hin er ydermere blevet et populært golf-mekka med golfbaner i verdensklasse - både for begyndere, øvede og proffer.

 

Phuket - livlige strande, farverigt natteliv og mange turister

Phuket er en ø forbundet til fastlandet med en bro - 50 km lang og 20 km bred - og absolut stedet med flest turister. Livet leves døgnet rundt på de hvide strande, hvor der er mulighed for både afslapning, volleyball, vandski og gogo-barer. I Karon og Patong findes et mekka af forlystelser, shoppingcentre og natteliv. Phuket er blevet skandinavernes foretrukne rejsemål i Thailand, når det gælder badeferie, da mange charterselskaber tilbyder rejser hertil, og fordi det så er nemt. Vi vil anbefale, at gøre det lige så nemt - og noget billigere - andre steder i Thailand, for vi har besøgt Phuket, og der er ingen tvivl om, at dem der holder ferie her er yderst tilfredse - men vi kan ikke lade være med at synes, at de ikke har set "det rigtige Thailand".

Har du spørgsmål?

Ricko sidder klar til at hjælpe med råd og vejledning.

Man til Tors 09-16.30 & Fre 09-15

Rejs med os fordi...

  • Specialister

    Vi har Danmarks bedste kendskab til Thailand og Østen. Alle steder vi anbefaler har vi personligt oplevet.

  • Bedste priser

    Vi laver Danmarks billigste rundrejser i Østen.

  • Totalløsning

    Vi inspirerer jer til en anderledes ferie fyldt med oplevelser og præsenterer jer for en komplet løsning.

Gratis Rejsetilbud

Lad os sammensætte et skræddersyet rejsetilbud på netop din drømmerejse.

Unique Travel er medlem af rejsegarantifonden