Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere

SEYCHELLERNE

Mahé

Seychellernes mange øer er indbegrebet af hvide sandstrande, turkisblåt hav og grønne palmer. Øerne er som frodige eksotiske perler i Det Indiske Ocean.

Mahé er den største ø på Seychellerne, og byder både på lækre strande og oplevelser for hele familien. Tag f.eks. på vandring i junglen i Morne Seychellois Nationalpark, besøg landets lille hovedstad Victoria, eller tilbring tid både over og under vandet, men snorkling, dykning og diverse vandsportsaktiviteter.

De kridhvide strande danner en tydelig kontrast til de høje og jungle-beklædte bjerge og frodige plantager, der præger hele midten af øen – her er det ikke svært at finde et flot udsigtspunkt!
Seychellernes hovedstad, Victoria, der ligger på Mahés østside, på den nordlige halvdel af øen, og det er verdens mindste hovedstad. Det er faktisk muligt at gå fra den ene ende af byen til den anden, på blot 10 minutter. Her findes et par kulturelle seværdigheder, blandt andet et meget særpræget hindutempel og et klokketårn der er en miniudgave af Big Ben. Ellers er det blot nogle få butikker, kontorer og supermarkeder der præger bybilledet. Man kan fint tage en slentretur, men det er ikke her man tilbringer en hel dag. Slå dog gerne vejen forbi det lokale fiskemarked, hvor de lokale forsøger at råbe højest for at få solgt dagens fangst. Det er altid god underholdning.

Den sydlige del af Mahé er den mere stille og mindst turistede del. Her finder I med sikkerhed uspoleret natur og uberørte paradis-strande – som I kan have helt for jer selv! Hotellerne hernede er færre, og det samme er butikker og restauranter. Det betyder mere begrænsede muligheder, men dog også en anderledes ro og gæstfrihed. På flere af strandene her kommer der hvert år skildpadder op, og lægger æg i sandet. I kan være heldig at være ”på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt” og overvære sådan en seance. Fra oktober til maj er vandet på den sydlige del, helt roligt, varmt og med en magisk grøn farve, der indbyder til snorkling og badning.

På den nordlige del af øen, som også er den mest besøgte, finder I den billedskønne og kendte strand, Beau Vallon. Det er her hovedparten af Seychellernes turister tager til, men på trods af dette, er der altid god plads på den lækre bounty-strand. Her er det muligt at på ”småt men godt”, eller i ”sus og dus”. Der er noget for enhver smag. I området er der også flere restauranter, barer, små butikker/boder og et ”street-food”-marked, hvor der sælges drinks i kokosnødder, grillede fisk og meget andet. Det ligger lige ved stranden, så her kan man fint købe frokosten og spise med fødderne i sandet.

I forhold til transport på Mahé er det forholdsvis dyrt at køre rundt i taxa eller med privatchauffør, så det kan bedst betale sig at leje en bil selv. På den måde kan man også selv beslutte både tempo og rute. Tag på oplevelse som det passer netop jer. Bemærk dog, at der på Seychellerne køres i modsatte vejbane, end vi gør i Danmark, men både skiltning og veje er rigtig fine – så det er rimelig nemt at finde ud af. 

Praslin

Praslin er den andenstørste ø på Seychellerne og nok også den mest naturskønne af dem alle. Både i form af regnskov og botanik, og så finde én af verdens bedste og smukkeste strande, Anso Lazio også på øen. Herfra kan I snorkle direkte ud fra stranden, og ofte kan rokker spottes i det lave klare vand. Ikke meget længere ude i det skønne hav finder I store områder med farverige koraller og tropiske fisk.

På Praslin ligger nationalparken Vallée de Mai – en af verdens ældste regnskove, vel placeret på UNESCO’s verdensarveliste. Dette er stedet hvor de store velkendte dobbelte kokosnødder (Coco de Mer) gror som det eneste sted i verden - og som nærmest er blevet et vartegn for Seychellerne. Det tager 25 år for et træ at blive modent nok til at bære frugt, og det tager derudover ca. 5 år for ”nødden” at nå sin store størrelse. Det er derfor ikke helt uden grund, at I kommer til at punge ud, hvis I vil købe en nød med hjem som souvenir. Til dem der kan nøjes med mindre, findes der et hav af små efterligninger.

Ikke langt fra Praslin ligger øen Curieuse - og det er næsten et must at tage på tur hertil. For her på den fredede ø, lever en stor flok kæmpeskildpadder. De vejer i snit ca. 250 kg, og nogle af dem er tæt på 200 år gamle. Her går de fredeligt omkring og gnasker grønne blade, og du kan frit færdes blandt dem og mærke deres fascinerende hårde kæmpe skjold. Det er et fantastisk møde som du sent vil glemme. 
Øen har herudover også en massiv mangrove, og på turen herigennem kan I spotte kæmpekrabber og andre dyr i sandet, vandet og buskadset. På den anden side af mangroven ender turen ved endnu en kridhvid sandstrand, omgivet af forunderlig bløde klippeformationer der sætter scenen for oplevelsen. 

Seychellernes turistråd har udgivet en folder over de i alt 15 forskellige hiking-ruter, som findes på Seychellerne, og alle kan være med. Der findes korte ruter på 1 km, og lidt længere på op imod 10 km. Folderen forklarer fint både sværhedsgrad, tidsforbrug samt hvad I vil passere undervejs. Medbring rigeligt med vand og ifør dig et par kondisko. Sandaler og klipklipper frarådes (lært af erfaring!). Uanset hvor mange dage du har på Praslin, så snyd ikke dig selv for en gåtur, det er fantastisk natur, og nogle ruter belønner virkelig med utrolig smukke udsigtspunkter. En dejlig måde at få rørt sig på. 
I selve nationalparken findes i alt 4 hiking-ruter. To af ruterne betaler man dog adgang for; Vallée de Mai og Fond Ferdinand, som fører hen til de to steder, hvor I kan se Coco De Mer nødden.

Brug jeres tid på Praslin til at udforske den skønne natur på de anlagte stier, besøg nogle af de omkringliggende øer, slap af på stranden og oplev det travle, farverige og imponerende undervandsliv mellem øer og klippeformationer.
Ligesom på Mahé er den bedste og billigste måde at komme omkring på øen at leje sin egen bil. Det giver jer nogle helt andre muligheder for at udforske øen – i jeres eget tempo – og desuden er det en del billigere end at leje en taxa eller privatchauffør.

La Digue

La Digue er en ÆGTE paradis-ø, og måske også én af de mest romantiske øer på Seychellerne. Kan man lide det unikke, kan man lide steder der ikke findes lignende - så vil I elske La Digue!

Her er stemningen helt afslappet, omgivelserne er smukke, og ro og fred er i fokus. Der findes nemlig kun ganske få biler på øen, og i stedet er transportmidler skiftet ud med cykler. Alle cykler. Både lokale og turister. Derfor findes der selvfølgelig også en del cykeludlejningssteder tæt ved havneområdet, og man kan sagtens leje cykler allerede fra første dag, for det er måden at komme rundt på. Hvad enten det er til supermarkedet, til havnen, til en restaurant, til stranden eller til den anden side af øen - så cykler man. 

Når man udforsker øen på en cykel, så oplever man steder og omgivelser helt anderledes. Alle indtryk opleves med alle sanser, synes betages af øen mange bounty-strande, imponerende klippeformationer, ørerne følger med i fuglefløjt og dagligdagens lokalliv, den lette brise mærkes i kinder og hår, og man kan gøre stop når som helst - f.eks. ved en strand eller lagune hvor der kun er jer til stede. Husk dog at holde tilbage, hvis en kæmpeskildpadde er ved at krydse vejen! 

Alle strandene er kridhvide, lange, brede og omgivet af krystalklart hav. Det hele danner flot kontrast til de kendetegnende bløde klippeformationer der tilfældigt bryder op af det pudderhvide sand, og netop denne slags strande er Seychellerne kendt for! Det er derfor heller ikke uden grund, at verdens mest fotograferede strand ligger lige her. 

Går rejsen til Seychellerne, så anbefaler vi at I besøger minimum 2 ud af de 3 nævnte øer. La Digue bør dog - efter vores mening - altid være én af dem.