Menu
Forside/Rejsemål/Cambodia/Mere om Cambodia

Mere om Cambodia

Angkor Wat:

Angkor-templerne er beliggende på et 30 kvadratkilometer stort område og rummer flere end 50 templer, som blev opført over en 600-årig periode. Templerne blev nærmest ved en tilfældighed opdaget af eventyreren Henri Marhot i 1868, og hans beskrivelse af bygningsværkerne gav temmelig hurtigt international bevågenhed. I dag er Angkor-templerne betegnet som verdens 8. vidunder og er naturligvis opført på UNESCO's Verdensarvsliste.

Ligesom med pyramiderne har forskere endnu ikke formået at klække mysteriet om, hvorledes disse gigantiske bygningsværker er opført, men man ved med sikkerhed, at Angkor i sin tid var hovedstad i Khmer-riget som dækkede Cambodja og store dele af Thailand, Laos og Vietnam. Siem Reap blev betegnet som en slags hovedby med omkring en million indbyggere. Områdemæssigt vurderer forskere, at indbyggerne har boet på et areal svarende til nutidens New York.

Angkor Wat er det mest kendte tempel i området, og det blev bygget mellem 1113 og 1145. Den inderste gallerimur har over 100 kvadratmeter velbevarede relieffer som viser scener fra hinduernes skrifter og dagligdags liv som madlavning, brætspil og krig mod fjendtlige naboer.

Det blev bygget for at demonstrere Khmer-herskeren Suryavarman II's rigdomme og magt, men er også et pragteksempel på menneskehedens hengivenhed til det spirituelle og den intense gudedyrkelse.

Den 65 meter høje trinpyramide er omgivet af hele fem koncentriske gårde, og indgangen til Angkor Wat er via en 200 meter lang stengade, hvor man næsten kan fornemme det hellige kompleks' betydning under Khmer-riget. Templets symbolik – i nutidig forstand – anskueliggøres ved det faktum, at Angkor Wat indgår i Cambodias nationalflag. En påmindelse om national stolthed.

Phnom Penh:

Et besøg i Cambodias hovedstad Phnom Penh byder på både pulserende markedsliv, uovertrufne tempelbyggerier og en påmindelse om Pol Pots rædselsregime som stadig hviler som en fortidig skygge over landet og dets befolkning. Men alt i alt er Phnom Penh en vidunderlig blanding af cambodjansk charme og gæstfrihed og et sammenkog af traditioner med en snert af vestlig indblanding. Geografisk ligger hovedstaden lige dér, hvor Mekong-floden løber sammen med Tonle Sap og Bassac. Et smukt og livligt område.

I Phnom Penh må man ikke lade sig snyde for et besøg i Sølvpagoden, som er en integreret del af Kongepaladset. Sølvpagoden er den eneste del af Kongepaladset, hvor der er offentlig adgang – men der er til gengæld ikke sparet på herlighederne. Et skinnende sølvgulv og en guldbuddha med knap tusind diamanter er intet mindre end storslået. Men cambodjanernes sølvkunst er også både smuk og alsidig, og hvis der er tid til det, bør man unde sig en tur til landsbyen Po Toueh, "Sølvsmedenes landsby" som ligger lidt udenfor Phnom Penh. Her er sølvsmedekunsten gået i arv gennem generationer, og man får lov at se hele processen.

Hvis man vil se, hvad der sælges på markederne, så kan man tage et smut forbi Paar Themei, det nye marked, og her finder man alt, hvad hjertet kan begære af frugt, grønt, grillede insekter, smykker, antikviteter og tøj. Man kan til gengæld også lade vejen falde forbi det russiske marked, Psar Tuol Tom Pong, hvor lokale tekstilfabrikker sælger billigt mærkevaretøj til spotpriser.

Nyd stemningen ved havnefronten som veksler mellem bystrand, parker og den smukke promenade. Bestil et lækkert måltid og lad indtrykkene forplante sig. Phnom Penh er bestemt et besøg værd.

Siem Reap:

I bund og grund betyder navnet Siem Reap "Siams nederlag", og navnet hentyder til den hundredårige konflikt mellem Cambodja og Thailand. I dag er byen i det nordvestlige Cambodia beboet af omkring 140.000 indbyggere, og er en kombination af en hurtigtvoksende by og selve adgangsporten til det 30 km2-store område med de berømte Angkor-templer.

Men Siem Reap er så meget andet. Forstæderne står i stille kontrast til det pulserende bymiljø, og en cykeltur giver mulighed for at opleve Siem Reap i eget tempo.

Flere end en million turister besøger hvert år byen, og det ser man også tydeligt på udbuddet af restauranter, barer og natklubber. Men man kan også gå på opdagelse i Old Market, Psah Chas, som byder på et væld af restauranter og butikker. Sidstnævnte er en vidunderlig blanding af lokale silkevarer, krydderier og andre typiske cambodjanske handelsvarer.

Det bedste tidspunkt at besøge Siem Reap er oktober til marts, hvor vejret viser sig fra den mest behagelige side. Temperaturen er moderat og solen skinner det meste af dagen. Fra april til august er det regnfuldt og kombinationen af høje temperaturer og høj luftfugtighed gør oplevelsen til en hed affære.

Sihanoukville:

230 kilometer sydøst for hovedstaden Phnom Penh ligger Sihanoukville, en støvet by med omkring 150.000 indbyggere. Men et par kilometer fra hovedbyen finder man den 440 kilometer kyststrækning ud til den thailandske bugt, fra Koh Kong, over Sihanoukville til Kep. Denne strækning byder på de ultimativt bedste strande i Cambodia, som benyttes af både lokale og turister.

De seks mest berømte strande er: Victory Beach, Sokha Beach, Ochheuteal Beach, Independence Beach, Serendipity Beach og Otres Beach. Den mest livlige af strandene er Ochheuteal Beach, som byder på solstole, sælgere og højlydt musik. I den modsatte ende af skalaen finder man den sydligste af strandene, Otres Beach. Stranden er til turisten, som blot vil nyde roen uden alt for meget ståhej.

Mest populær er Serendipity Beach, med sit hvide sand og placeret i en lille bugt. Snorkelmulighederne direkte fra stranden er de bedste, men blot en bådtur væk fra kysten findes der et rigt liv under havets overflade, af både fisk og koraller.

Vil man helt væk fra det hele, så anbefales det at besøge nogle af de smukke øer i området. De byder på fantastiske snorklemuligheder og hyggelige overnatningsmuligheder.

 

Har du spørgsmål?

Ricko sidder klar til at hjælpe med råd og vejledning.

Man til Tors 09-16.30 & Fre 09-15

Rejs med os fordi...

  • Specialister

    Vi har Danmarks bedste kendskab til Thailand og Østen. Alle steder vi anbefaler har vi personligt oplevet.

  • Bedste priser

    Vi laver Danmarks billigste rundrejser i Østen.

  • Totalløsning

    Vi inspirerer jer til en anderledes ferie fyldt med oplevelser og præsenterer jer for en komplet løsning.

Gratis Rejsetilbud

Lad os sammensætte et skræddersyet rejsetilbud på netop din drømmerejse.

Unique Travel er medlem af rejsegarantifonden