Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere

Zanzibar – et azurblåt paradis og autentiske afrikanske vipes

Zanzibar er en lille paradis-ø lige ud for Tanzanias kyst. Vandet er fuldstændigt azurblåt og stranden er med det fineste hvide sand. Men øen er så meget mere end strandferie. Her kan i opleve det autentiske afrikanske hverdag og komme helt tæt på den gæstfrie lokalbefolkning.

I den nordlige by Nungwi er strandene fantastiske. Helt klart vand, hvide sandstrande, palmer der svajer i vinden og hængekøjer ude i vandet. Her kan du dase en hel dag i det klare vand og om aftenen spise aftensmad i vandkanten, mens solen går ned i horisonten. En drøm af badeferie.

Snyd ikke dig selv for at opleve det autentiske Zanzibar

Men Zanzibar har så meget andet at byde på. Små landsbyer, hvor de farverige kvinder sidder ude foran huset og arbejder, snakker og griner, mens børnene løber barfodet rundt og leger. På de lokale markeder hænger bananklaserne ned fra bjælkerne og de små boder bugner af eksotiske frugter, friske grøntsager og velduftende krydderier.

Ved strandene på østkysten bor man tæt på lokalbefolkningen. Fra sit boutiquehotel træder man direkte ud på den livlige gade med de små primitive huse. Nede ved stranden deler man det smukke vand med en fisker, der langsomt glider ind med dagens fangst. Hernede langs kysten er der stor forskel på høj og lavvande. Ved højvande er vandet vanvittigt smukt. Når man skal ud at spise, så er det nemmest at gå en tur ned langs stranden og finde en lille hyggelig restaurant i forbindelse med et hotel.

Hernede langs østkysten er jeg især glad for landsbyen Matemwe, hvor jeg boede. Jeg elsker at opleve kulturen og de lokale. Jeg lejede en chauffør for en dag og kørte op til de smukke strande ved Nungwi og spiste aftensmad i vandkanten.

Længere nede langs østkysten ligger de lidt mere ukendte landsbyer og resorts Michamvi og Paje helt ned til vandet. Områderne er utroligt smukke. Man kommer helt tæt på de smilende og gæstfrie lokale. Strandene er fantastiske. Her ligger en kite-surfing skole, hvor de lover, at de kan lære en nybegynder at surfe på 10 timer. 

Fra kolonihistorie til eksotiske dyr

I må ikke gå glip af den historiske Stone Town. En mørk del af Afrikas historie med slavehandel, kolonister og imperier tager udgangspunkt her. Den store katedral er bygget på fundamentet af det gamle slavemarked, hvor slaverne fra hele Afrika blev solgt og udskibet. Det er ikke uden grund, at Stone Town og dens historie er en del af UNESCO’s kulturarv. Det er en kulturel smeltedigel fyldt med dufte, farver og mennesker i alle hudfarver.

Sammen med en lokal guide blev jeg ført rundt i de små smalle gader og hørte historien, mens vi besøgte markeder, lokale butikker og hyggelige restauranter. Vi var inde at spise lidt lokalt mad og der var tid til at handle på markedet. Her var en rigtig hyggelig atmosfære og man kan glemme tid og sted i de små snoede gader.

Hvis man gerne vil forstå lokalbefolkningens historie, mens man bor på øen, så vil jeg foreslå, at man tager første dag her i Stone Town, inden turen går videre ud til strandene.  

Jeg tog på ’Spice Tour’ med en lokal guide. Sammen gik vi rundt og smagte på en masse spændende krydderier. Jeg så, hvilke planter og blomster de bruger til at lave forskellige ting til parfumer, kosmetik og naturmedicin. Processen med at lave vaniljestænger var virkelig spændende. Det kom bag på mig, at det er nogle slyngplanter, der gror op ad nogle træer. De høster noget, der ligner en forstørret bønne. Det er den man først koger og derefter lufttørrer. Og vupti, så har man en sort krympet vaniljestang. Meget lærerigt.

Inde på øen ligger Jozani naturpark. Det er Zanzibars eneste oprindelige skov. Her kan i gå på oplevelse i en jungle-agtig underskov med små stier, broer og vandløb. Hold udkig efter kæmpeskildpadder, krybdyr og den sjældne røde colobus abe, der lever i trætoppene sammen med de farverige fugle. Sommerfugle på størrelse med en hånd suger nektar fra de eksotiske planter.

Ved kysten er der masser af dykning og snorkling. Der er mange, der tager deres dykkercertifikat til open water og advanced, mens de er på øen. Vandet er meget smukt og der er høj sigtbarhed.

Ved Menai Bay kan i svømme med delfiner. De nysgerrige delfiner kommer gerne helt tæt på og svømmer med.

Badeferie og autentiske landsbyer?

Der er mulighed for at kombinere badeferien med de autentiske afrikanske vibes. 

I kan vælge at bo i den nordlige Nungwi ved de billedskønne strande og så tage på eventyr. Eller at bo nede langs østkysten og så tage et par dage op til de lækre strande i Nungwi.

Det er også muligt at vælge at bo et par dage i midten af Stone Town, 4-6 dage i Nungwi og dase ved den gudesmukke strand og derefter bo 4-6 dage i en af strandbyerne langs østkysten og komme helt tæt på det autentiske og charmerende Zanzibar.