Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere

REJSEBLOG

Østrig - børnevenlig ferie på toppen af Europa

De østrigske alper byder på aktiviteter, der er spændende og sjove for både børn og voksne. Nyd de smukke bjerge mens børnene leger. Bondegårdsferie, vandring i bjergene på børnenes præmisser og sjove aktiviteter. En Corona-venlig ferie.

Turen til Østrig var så god, at drengene har tigget om, at komme ned i alperne igen – et vanvittigt smukt land og med fokus på familievenlige ferie fyldt med sjove aktiviteter for børn og voksne.

Aktivitetskort gennem Unique Travel

Sommerlandet i Østrig er meget velorganiseret. Gennem Unique Travel kan du få et sommerkort, der giver gratis adgang til ca. 100 aktiviteter for børn og voksne. Andre aktiviteter er til halv pris og der er eksempelvis rabat på leje af cykler. Med sommerkortet kan man dagligt tage en til to ture med gondolen op i bjergene.

Læs mere om aktivitetskortet i området Saalfelden, Leogang og Saalbach-Hinterglemm

Læs mere om aktivitetskortet i området Nassfeld

Østrig et virkelig et paradis for børnefamilier

Der er forskellige aktiviteter, hvor både børn og voksne kan være med. Her er en beskrivelse af de aktiviteter, som vi valgte ud. 

Bondegårdsferie – et paradis for børn

Vi startede med en bondegårdsferie i Saalfelden-området med masser af dyr. Heste, grise, geder, kaniner, katte og høns. Inde ved siden af var der køer, som drengene fik lov til at malke. Det var en rigtig stor oplevelse for drengene at være så tæt på dyrene. For os forældre var det fantastisk at bo på en hyggelig bondegård med en smuk udsigt ud over bjergene og afslapning med en kold øl. Vi kunne fordybe os, mens drengene løb rundt og kløede kaninerne bag ørerne.

Virkelig en fed oplevelse.

Vandring og rodel (sommerkælk) i bjergene

Tag gondolen op i bjergene og følg de afmærkede vandrestier i forskellige sværhedsgrader. Restauranterne er åbne og du kan nyde en kold øl eller en wienerschnitzel og apfelstrudel. Ved liftstationerne har de lavet store legeområder for børnene. Nyd den betagende udsigt ud over bjergene eller kælk ned ad pisten på en rodel – en slags sommerkælk.

The epic bike-park i Leogang

Hele området er kendt for sine cykelruter både til landevejscykler og mountainbikes. Men for dem, der gerne vil tage den skridtet videre og køre downhill, er cykelparken i Leogang det vildeste. Her kan du tage din cykel med gondolen op og så køre på afmærkede single trails ned.

For børn og begyndere er det muligt at leje en cykel og tage deres første spring i ”Riders playground”. Det er muligt at leje cykler for 4 timer eller en hel dag.

Drengene fik lov til at være vilde. De lejede mountainbikes og al udstyr og tog børneliften op og cyklede ned igen og cyklede på pump-banen. 

Mountain Cart ned ad bjerget

Mountain Cart er en 3 hjulet gocart, hvor der er plads til et barn foran den voksne. Man kører ca. 3 km ned ad en grusvej og bagefter bliver man trukket op igen, så man kan prøve en gang til.

Grotter med vandfald

”Saalachtal Natural Wonders” består af 3 grotter: Vorderkaserklamm, Lamprechtshöhle og Seisenbergklamm. Grotterne er en del af et af Europas største grottesystemer. Bizarre klippeformation og dundrende vandfald i grotterne imponerer både børnene og de voksne.

Großglockner High Alpine Road – den smukkeste panorama-rute i verden

Tag på en heldagstur i nationalparken og kør op ad små snoede bjergveje. Du kommer op til Edelweiss toppen, hvor du har den mest fantastiske udsigt ud over Europas højeste bjerg Großglockner. Vejen op ad bjerget er fyldt med små steder med panorama, små boder og vandrestier, der tager dig ud i den smukke natur. Tæt på toppen ligger der sne forskellige steder, som drengene legede i og de kastede med snebolde.

Ruten er kåret til den smukkeste panorama-rute i verden.

Fra toppen kan man køre videre ned på den anden side. Her ender man i Nassfeld.

Aqua Trail – en vandrerute med vandaktiviteter for børn

I Nassfeld tog vi på en ca. 4 km vandrerute for børn med stationer undervejs, hvor der er aktiviteter med vand, som drengene syntes var vildt sjove.

Området er fyldt med søer, som i kan svømme i.

Vi boede på mountain resort Franz Ferdinand – med super lækre forhold og det absolut bedste mad, vi har fået i Østrig. Om sommeren er det billigere at bo på de fantatiske steder i Østrig og der er plads til en ekstra opredning.

Andre aktiviteter, som kan have din interesse

Saalfelden – Leogang

  • Leogang show mine. Oplev historien om minerne og få en guidet tur. De tilbyder også en skattejagt for børn
  • Bueskydning
  • Badeland med rutsjebane
  • Guidede vandringer – også for børn

Nassfeld

  • Varme søer at svømme rundt i
  • Vandring ved søen Weissensee – lær om legenderne om søen og det fortryllende eventyr. Afslut med at sejle tilbage til udgangspunktet
  • Forædretid – lad børnene deltage i et børneprogram, hvor der er voksne, der tager sig af dine børn

Vi afsluttede med badeferie i Italien

Da vi var færdige med Østrig, kørte vi ned til Italien, hvor vi havde 7 dages badeferie. Drengene nød at komme ned at svømme efter en aktiv ferie i alperne.