Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere

REJSEBLOG

Seychellerne 2018 - Praslin

Brede, børnevenlige og kridhvide strande, omringet af det klareste turkisblå vand – og næsten ingen turister at spotte! Ricko, Tilde og drengene er kommet til øen Praslin, hvor de udforsker paradis-strande, guesthouses, hoteller og frodig natur. Læs om deres oplevelser på øen, lige her!

På øen Praslin finder I én af verdens bedste strande, Anse Lazio – her er sandet kridhvidt og helt fint, vandet er turkist og bølgerne rolige. Stranden er i øvrigt også omgivet af et beskyttet koralrev, I passende kan udforske, når I har brug for en pause fra afslapningen på den lækre strand.

Øen har også en nationalpark, Vallée de Mai, hvor I finder et af Seychellernes kendetegn. Her kan I nemlig se det fredede dobbelt-kokosnødde-træ, med den særlige og sjældne Coco de Mer-nød.

På billederne under oplægget, kan I se et par billeder af den famøse nød – der kan blive ret stor. Det er faktisk verdens største nød! Se billedet hvor Ricko holder én!

 

Ricko fortæller:

”Vi har haft fire helt vidunderlige dage på Praslin – en ø, der er meget anderledes en Mahé. Praslin er mindre turistet, har mere natur og også den her kendte dobbelt-kokosnød!

Øen er delt op i to beboede områder, den nordlige og den sydlige del. Når man tager færgen til øen, ankommer man på den nordlige del, og herfra kan man køre tværs henover øen til den sydlige del – hvor vi boede.

På Praslin valgte vi også at leje vores egen bil, og vi vil gerne påpege igen, at det er klart den billigste og nemmeste måde at komme rundt på.

Vi boede i et rigtig hyggeligt guesthouse med eget lille the-køkken. Vi har fundet ud af, at det på Seychellerne er populært med lejligheder og værelser der kaldes ”self-catering” – altså værelser og lejligheder med eget lille the-køkken med to kogeplader og et køleskab.

Da man sjældent er langt fra hverken købmænd eller grill-barer, fungerer den slags indlogering rigtig godt med børn især, da man lige kan gå hen og handle ind til morgenmad og frokost, og fordi man kan have lidt mad liggende i lejligheden hele tiden.

Vi besøgte en masse forskellige strande, og de var vildt lækre – de kan kun sammenlignes med paradisstrandene på Maldiverne. Børnevenlige, lavvandede, store brede og kridhvide strande omgivet af det klareste turkisblå hav.

Personligt er jeg blevet lidt mere tilhænger af Praslin, da jeg synes strandende her er bedre end på Mahé.

Vi tog også på en trekkingtur op ad et af øens bjerge. Her var der en rigtig fin sti anlagt hele vejen, og der var malet hvide pile på stenene langs stien, så man ikke kunne fare vild.

Turen gik stille og roligt opad, og på toppen havde vi en helt fantastisk udsigt udover Praslin – som I også kan se på billederne.

Derudover var Tilde ude og se på 12 hoteller rundt på øen, hvoraf de fleste var små guest-houses med omkring 6-8 værelser. På de her små guesthouses er ejeren selv bosat, og alle værelserne er udstyret med små the-køkkener.

Mange af de guesthouses og hoteller vi har kigget på et rigtig, rigtig gode, og helt klart anbefalelsesværdige!

***

Befolkningen og de lokale på Seychellerne er meget venlige, imødekommende og høflige, og de er rigtig gode til engelsk. Derfor føler man sig hurtigt meget velkommen og tilpas i det tropiske ø-rige.

Man får også en rigtig god følelse for hverdagen, da næsten alle butikker, købmænd og restauranter stadig er meget lokale og en smule lavpraktiske i forhold til størrelsen især. Her finder man kun små souvenirbutikker og lokale købmænd, og ingen store shoppingcentre.

***

Undervejs på vores rejse rundt på Seychellerne, har vi fundet ud af at der kan være stor forskel på strandenes kvalitet i forhold til hvornår på året man besøger Seychellerne, og har derfor undersøgt det nærmere.

Det er selvfølgelig vigtigt, så vi kan sikre os, at vi sender jer afsted til de smukkeste og bedste områder i alle perioder.

***

Alt i alt synes jeg at Praslin er super fantastisk, og det er lækkert at øen endnu ikke er særlig påvirket af turisme. Her er et enkelt ”turist område” med tre hoteller, et par butikker og restauranter – hvilket er et meget lille turistområde!

Her er der en chance for at løbe på andre turister på stranden, men derudover er det meget begrænset hvor mange turister man støder på – selvom øen ikke er særlig stor.

 

I dag har vi været på en kort færgetur til øen La Digue, og er lige ankommet til vores lille self-catering lejlighed, hvor vi skal bo de næste par dage.”

 

Læs om familiens oplevelser på Mahé - LIGE HER!

Læs om familiens oplevelser på La Digue - LIGE HER!