Menu
Forside/Blog/Ao Nang Elephant Sanctuary

Ao Nang Elephant Sanctuary

Tilde og drengene forlængede ufrivilligt inspektionsrejsen i Thailand – men den ekstra tid skulle da ikke gå til spilde! Derfor besøgte de et nyåbnet Elefant-fristed i Ao Nang.
Læs mere om fristedet her, arbejdet der bliver gjort, og se alle de skønne billeder fra deres besøg!
BEMÆRK: Her er INGEN elefantridning!

Ao Nang Elephant Sanctuary er et nyere fristed for ældre og pensionerede elefanter. Fristedet åbnede for kun 4-5 måneder siden, i slutningen af 2018, og har haft stor succes med deres nyåbnede redningscenter.

Fristedet er privatejet og deres mission er at redde ældre og pensionerede elefanter fra deres arbejde i regnskove, jungler og ride-camps – og giver dem lov til at leve et roligt og fredeligt liv.

Når elefanterne der arbejder de førnævnte steder, bliver for gamle, er der ikke andre steder for dem at tage hen. De kan ikke sættes fri i junglen, fordi de aldrig har kendt til livet i det fri, og altid har levet med menneskelig kontakt.

Elefanterne er hele deres liv blevet passet, fodret og opdraget af mennesker, og de vil derfor aldrig kunne overleve ude i junglen på egen hånd.

Ao Nang Elephant Sanctuary tager disse ældre elefanter til sig, og hjælper dem til et roligt, naturligt liv, uden arbejde, de sidste år af deres liv. Fristedet sørger for at elefanterne ikke bliver stressede, og der er derfor også et begrænset antal besøgende ad gangen. De sørger også for at elefanterne altid har nok at spise og at deres omgivelser er de absolut bedste for dem!

Ao Nang Elephant Sanctuary tilbyder to halvdagsture om dagen, med max 20 deltagende på hvert hold. Det betyder også at elefant-fristedets turer hurtigt bliver udsolgt!

Turene varer hver især omkring 4 timer, inklusive transport til fristedet – så man har omkring 3 timer i elefanternes selskab. På denne tid fortæller de ansatte på elefant-fristedet mere om deres arbejde og elefanterne, man hjælper til med at fodre de store dyr, og er med når elefanterne skal bade både i mudderpølen og i et kæmpe vandhul.

Ved ankomst bliver man mødt af et langbord hvorpå der står vandflasker til alle, og der står fade med frisk frugt man kan nyde, mens de ansatte fortæller lidt mere om elefant-fristedet. Her bliver man introduceret til de enkelte elefanter, deres historie, hvordan de er endt her, og elefant-passerne der har ansvaret for den enkelte elefant. Alt imens elefanterne står og hygger helt stille og roligt i baggrunden. Introduktionen tager ikke andet end et kvarter-tyve minutter, og derefter er det tid til at lære elefanterne bedre at kende.

Man bliver udstyret med kurve fyldt med bananer, som man kan tage med hen til de store elefanter, og aflevere til dem. Elefanterne tager glædeligt imod med deres snabler, og nyder godt at den friske lækre frugt.

Herefter laver man nogle ”fedtboller” til elefanterne – der bliver uddelt nogle store baljer hvori man skal blande bananer, noget proteinpulver og ris, der er med til at styrke elefanterne. Det skal man så stå og mose ud, og samle til boller, der passer lige til en god mundfuld til elefanter.

Når alle er klar med deres godbidder til elefanterne, er det igen tid til at hjælpe med fodringen. Men denne gang skal det helt ind i elefantens mund, og ikke bare afleveres til deres snabler! Så igen, kommer man lige endnu et skridt tættere på!

Når elefanterne er godt mætte, er det tid til dagens bad. Vi går i samlet flok, både gæster, ansatte og de store elefanter, mod mudderhullet. På vejen tager elefanterne et stop midt i junglen, hvor de selv lige kan hapse en frisk godbid, direkte fra junglen. Da vi ankommer til mudderhullet, hopper alle glade med elefanterne ned i mudderet, og man bliver hurtigt dækket godt til!

Der er tre elefanter med, hvoraf to har været arbejdselefanter, og én har været show-elefant tidligere. De to arbejdselefanter har aldrig lært at vaske sig selv, og vil derfor meget glædeligt hjælpes med at blive smurt ind i mudder! Den tredje elefant, der tidligere har været show-elefant, har dog lært at vaske sig, og passer mest sig selv i mudderhullet, med at kaste mudder op på ryggen og rundt omkring med dens snabel. Hold nu op for en oplevelse!

Alt det mudder både gæster og elefanter er dækket af, skal selvfølgelig skylles af igen. Så man går videre fra mudderhullet til et kæmpe vandhul! Her går gæsterne ned ad en lille sti til vandhullet, mens elefanterne vælger en anden rute. Alle mødes igen i det store vandhul, hvor der bliver pjasket rundt og badet.

Efter en meget begivenhedsrig dag, går turen tilbage mod fristedet, hvor der er tid til at man kan tage et bad, få noget rent tøj på og spise lidt frisk frugt, inden man siger farvel til elefanterne.

Ao Nang Elephant Sanctuary er et fantastisk sted, et fantastisk koncept, og hele oplevelsen er utrolig – og det er så skønt at se, at alt foregår på elefanternes egne præmisser, og i et roligt tempo hele vejen igennem. Et besøg til elefant-fristedet kan helt sikkert anbefales!

Har du spørgsmål?

Ricko sidder klar til at hjælpe med råd og vejledning.

Man til Tors 09-16.30 & Fre 09-15

Rejseinspiration og eksklusive tilbud

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med masser af spændende rejseinspiration og gode tilbud.