Menu
Forside/Kundernes rejseoplevelser/Vietnam/Vi har haft en fantastisk tur i Vietnam

Vi har haft en fantastisk tur i Vietnam

Hej Ricko,

Vi har haft en fantastisk tur i Vietnam og alt klappede som det skulle.

Vejret var perfekt med kun lidt regn og de hoteller, som du havde anbefalet, levede alle på nær et enkelt fuld ud op til vores forventninger.

 

Meracus I i Hanoi lå perfekt og værelset var super. At besøge Hanoi i april er en sand fornøjelse – hele byen var indhyllet i forårsblomster - specielt var der utrolig mange liljer ovr alt.
Halong bugten var en stor naturoplevelse – vi blev opgraderet til Pelican cruise hvilket bestemt ikke gjorde turen ringere. Vi fik mulighed for både at bade i bugten og at ro i kajak i nogle af de mindre bugter, hvor de store både ikke kunne gå ind.

Sapa trekking var helt fantastisk og homestay’et var en stor oplevelse. Selv om vi var mange turister, der vandrede på de samme stier, var vores guide rigtig god til at find hullerne, så flere gange følte vi, at vi var alene i hele verden ude mellem risterrassene.

Hoi An kender vi fra en tidligere tur, men vi holder bare så meget af den lille by, så det måtte blive til et gensyn. Hai Au hotellet var super hyggelig og nok det bedste sted vi boede på hele turen, grundet den fantastiske stemning og hjertevarme der er på stedet.

Dalat var også en fin oplevelse – her levede hotellet dog ikke op til forventningerne og skulle vi komme tilbage til Dalat en dag, vil vi helt sikkert finde et andet at bo. Værelserne levede på ingen måde op til forventningerne og servicen var meget upersonlig. Vi boede på Best Westeren Dalat Plaza.

Ruby River Hotel i HCM ligger super central og selv om vi kun havde en enkelt nat der var det en god oplevelse og vi nåede op forbi natmarket og fik os en lækker potion grillede king Prawns.
Mekong Eye river cruise var også en super oplevelse og det var ret overraskende og meget behageligt, at der ikke var mere turisme på Mekong floden. Vi så kun ganske få turistbåde på vores tur.

Sidste stop på Phu Qouc var en dejlig slutning på en fantastisk tur. Vi boede på Arcadia i deres beach front bungalows, hvilket var alle pengene værd. Super stort værelser og en fantastisk udsigt ud over vandet både tidlig morgen og ved solnedgang. På Phu Qouc lejede vi en scooter og kørte øens grusveje tynde. Vi er glade for at vi har nået at opleve øen inden den om nogle få år for alvor invaderes af tusindevis af turister, der kommer for at bo på de kæmpe resorter som de er ved at opfører flere forskellige steder. Håber ikke at alt det lokale liv langs vandet forsvinder.

Af alle de asiatiske lande vi har rejst i, er Vietnam vores favorit. Over alt har vi mødt en utrolig venlighed, og alle har været super imødekommende og meget serviceminded. Derudover er der i landet ikke ret langt fra turisthotellet til der, hvor den lokale Vietnameser bor og lever, og hvis du ønsker det, kan du komme ret tæt på den lokale befolkning.

Jeg har vedlagt billeder fra Phu Quoc, som dækker nogle af de mange indtryk vi fik på turen.

Planlægning af næste tur er i gang :-)

Mvh Gitte

Unavngivet4444