Menu
Forside/Kundernes rejseoplevelser/Malaysia/I skal selvfølgelig have 5 ud af 5 stjerner

I skal selvfølgelig have 5 ud af 5 stjerner

Hej Ricko, Tilde og Unique Travel

I dag er det 14 dage siden vi kom hjem fra vores rejse til Malaysia og Borneo, så nu må vi hellere få skrevet til jer om vores oplevelse.

Endnu engang skal der lyde den største ros til jer. Alt er gået fuldstændigt planmæssigt, akkurat som for 2 år siden, hvor I også arrangerede vores rejse til Thailand.

Vores rejse til Malaysia og Borneo har været en helt utrolig oplevelse, som vi selvfølgelig gerne vil fortælle jer om.

Vi fløj fra Billund med KLM over Amsterdam. Vi havde kun knap 1 times mellemlanding i Amsterdam og var meget tæt på at misse vores fly videre. Den korte mellemlanding er nok noget man skal tænke over en anden gang, (vi havde virkelig sved på panden og var nervøse) når man rejser med børn under 16 år, idet de ikke må gå igennem selvbetjeningen i paskontrollen, men skal vente i en meget lang kø! Vi løb som de sidste ombord på flyet kl. 20.30 og skulle flyve kl. 20.45.

Vi kunne herefter se frem til 3 skønne dage i Kuala Lumpur. Vi boede på Hotel Furama, som er et rigtig pænt hotel. Vi havde et kæmpe familieværelse med opholdsstue. Vi har aldrig boet på så stort et værelse. Eneste minus var morgenmadsbuffeten, hvis man ikke var der før kl. 8. Så var der så mange mennesker, køkkenet og tjenerne simpelthen ikke kunne følge med. Men ellers var personlet meget søde og hjælpsomme.

Første dag i Kuala Lumpur, havde vi booket en cykeltur med Elena, som vi fandt via Trip Advisor. Da vi var i Bangkok for 2 år siden, var vi ligeledes på en fantastisk cykeltur og stærkt inspireret af denne tur tænkte vi, at det da også måtte kunne lade sig gøre i Kuala Lumpur.

Elena førte os gennem "The Secrets of Kuala Lumpur" og vi kom til dele af byen, vi ellers aldrig ville have oplevet. Det var bare helt fantastisk. Elena ved utroligt meget om Kuala Lumpur og vi fik smagt alverdens specialiteter. Vi var både i China Town og Little India og blev sågar inviteret til et lokalt bryllup i en indisk hindutempel. Det var en kæmpe oplevelse at opleve Kuala Lumpur på cykel og Elena kan absolut anbefales.

Vi var selvfølgelig også oppe i Petronas Twin Towers, som absolut også er en stor oplevelse. 

På vores anden dag i Kuala Lumpur var i Den Botaniske Have og køre på Segways. Vi havde 3 guider helt for os selv i 2 timer og kørte det meste af den store park rundt. En virkelig sjov oplevelse for både børn og voksne.

Kuala Lumpur er en virkelig dejlig og meget smuk storby med lækre restauranter, shopping m.m. men er også utrolig grøn og frodig og ikke mindst ren. Vi elskede at bo der.

På 3. dagen rejste vi videre til Sandakan på Borneo, hvor vi boede en nat på Ibis. Næste morgen blev vi hentet og kørt ned til havnen, for at sejle over til Turtle Island. Dagen blev brugt til snorkling og til at udforske den lille ø inden aftenens højdepunkt. Vi var selvfølgelig spændte på, om der nu kom nogen skildpadder op på øen den nat (april er ikke højsæson for æglægning). Men det havde vi nu ikke behøvet været bekymret for, for allerede kl. 20.15 råbte vores ranger, at nu var den første gået i gang med æglægningen. Det var en kæmpe stor oplevelse at overvære. Bagefter var vi med til at grave æggene ned og sætte 56 små unger ud i havet. Alene den nat vi boede der, var der 16 skildpadder som havde været oppe på stranden og lagt æg.

Den største oplevelse fik vi nu alligevel næste morgen, hvor vi selv måtte gå rundt på øen og ned på stranden fra kl. 6 om morgenen. Pludselig kunne vi høre nogen skrabe lyde og der lige foran os, lå en kæmpe skildpadde i gang med at dække sine æg til. Vi blev stille stående og iagttog det store dyr og efter ca. 10 min. begyndte hun sin færd mod havet. Ganske langsomt gik hun ud mod havet og endelig nåede hun derud og dykkede væk. Hele oplevelsen fik vi selvfølgelig foreviget på vores kameraer og vi var fuldstændigt høje efter denne oplevelse. Ingen andre i selskabet havde oplevet skildpadder på øen denne morgen. Vi var bare så heldige.

Efterfølgende gik turen til Sepilok Orangutan Center, hvor vi havde disse herlige orangutaner på helt tæt hånd - små som store. Vi besøgte også et rehabiliteringscenteret for verdens mindste bjørn "Sunbear". Herefter gik turen med speedbåd til Sukau Rainforest Lodge, hvor vi boede i 3 dage. Vi havde nogle rigtigt gode safari ture på floden og så både pygmæ elefanter, krokodiller, utallige næseaber, gibbon aber, slanger og utroligt smukke fugle. Lodgen vi boede i, levede fuldstændig op til vores forventninger, både hvad angår ophold, mad og udflugter. Vores guide var helt fantastisk og det gode var også, at man havde den samme guide hele tiden. Turen var temmelig dyr synes vi, men absolut alle pengene værd. Og man må ikke gå glip af Turtle Island.

Efter opholdet i Sukau fløj vi videre til Kota Kinabalu, hvor vi boede i 3 dage på hotel Grandis. Et virkeligt flot og lækkert hotel med super beliggenhed. Pool på taget og fantastisk udsigt ud over havet. Og ikke mindst en super morgenmadsbuffet.

Her havde vi booket en snorkeltur i Tunku Abdul Rahman Marine Park på 1. dagen og på 2. dagen var vi på en heldagstur til Kinabalu Park og Poring Hot Spring. En lang men spændende dag, som også bød på Canopy Treetop Walk i 60 m højde (her skulle man ikke have højdeskræk).

Efter 11 meget spændende og oplevelsesrige dage fløj vi til Kota Baru og videre med båd ud til Perhentien Island, hvor vi tilbragte 8 dage i paradis.

Vi boede på Tuna Bay i en hytte helt ud til havet. Det var som at komme i himlen. Revet lå kun 5 meter ude i havet og her var virkeligt fantastisk at snorkle. Tuna Bay er absolut stedet, hvor man skal bo, synes vi. Rigtig god mad, dejlige hytter og utrolig søde ejere og personale.

I løbet af de 8 dage, var vi på flere helt fantastiske snorkelture, hvor vi udover at se utallige farvestrålende fisk og koraler, også så skildpadder og hajer. Vi lejede også en båd en dag og var på fisketur. En rigtig sjov oplevelse. Vi fangede over 30 fisk som kokken på Tuna Bay tilberedte til os om aftenen. Perhentien Island levede fuldstændig op til vores forventninger om en lækker badeferie på en Bountyø.

Vi kan absolut anbefale andre at rejse til Malaysia og Borneo. Malayerne er utroligt gæstfrie og venlige og ikke mindst meget dygtige til engelsk.

Som jeg skrev indledningsvis, så er alt gået 100 % efter planen og vi kan kun opfordre andre til at bruge Unique Travel som rejsearrangør. I skal selvfølgelig have 5 ud af 5 stjerner og vi er slet ikke i tvivl om, at I også skal arrangere vores næste rejse. Vi har lavet en anmeldelse på Trustpilot.

Mange hilsner fra

Marcus, Maria, Henrik og Helle

 

 

 

Har du spørgsmål?

Ricko sidder klar til at hjælpe med råd og vejledning.

Man til Tors 09-16.30 & Fre 09-15

Unique Travel er medlem af rejsegarantifonden